Ole Dragenberg tænkte egentlig aldrig, at de gjorde noget særligt for handicappede på OK Plus i Hadsten. Men da han blev advaret om, at det kunne koste ham kunder, gik det op for ham, hvor vigtigt det er ikke at være berøringsangst.
MARK SIGETTY, LOKALAVISEN.DK
Ole Dragenberg er ikke glad for at være i rampelyset. Alligevel har han inden for den sidste uge både fået overrakt en pris af borgmesteren i byrådssalen i Hammel og er blevet interviewet af avisen. Han har sagt ja til begge dele. Det er nemlig afgørende for ham, at vi har et samfund, hvor der er plads til alle.
»Set udefra kan jeg jo godt se, at der er kommet mange kunder de sidste mange år, der siger, hvor fantastisk det er, at Rasmus kan få lov til at være her. Vi tænker det jo ikke som noget fantastisk. Vi tænker mere ”nå ja, det er jo bare Rasmus.” Han hører ligesom til, og sådan er det,« fortæller Ole Dragenberg, der ejer og driver OK Plus i Hadsten.
Han fortæller, at han ikke ved, hvem der indstillede dem til prisen. Faktisk anede han slet ikke, at prisen eksisterede, før han blev ringet op af Favrskov Kommune. Alligevel hænger der i dag et diplom på tankstationen på Hadbjergvej på væggen over et lille træbord. Det træbord tilhører Rasmus. Men hvem Rasmus er, og hvordan han begyndte at arbejde på OK Plus. Det er en længere historie.
Ansatte sig selv
Det hele startede med, at Rasmus, ligesom mange andre beboere fra botilbuddet på Ellemosevej i Hadsten, bare dukkede op og begyndte at komme i butikken. I starten når han kom i butikken, gik han og sagde en masse. I butikken havde de dog svært ved at forstå, hvad Rasmus sagde, og tænkte, at han måske ikke havde et sprog. Jo mere Rasmus kom forbi, jo mere begyndte der at komme nogle ord, som Ole Dragenberg kunne forstå. Han snakkede blandt andet ofte om sin cykel, der var i stykker. Det viste sig, at han havde et sprog. Og det blev et vendepunkt både for Rasmus og for OK Plus.
»Jo mere man snakkede med ham, jo mere man forstod af det, han sagde, jo gladere blev han. Når han siger et eller andet, og man forstår det, så kan man bare se, at der kommer julelys i øjnene på ham,« fortæller Ole Dragenberg.
En dag da butikken fik varer hjem, begyndte Ole Dragenberg at bemærke, at det var som om det kriblede i ham for at hjælpe. Derfor fik Rasmus lov til at hjælpe med at sætte varer på plads.
»Det kan han fint finde ud af. Han er vildt god til det. Han elsker også at fylde op med sodavand og alt det indpakkede herude i butikken.«
Han var faktisk så god til det, at han begyndte at arbejde på tankstationen. Ansættelsen var dog noget utraditionel.
»På et eller andet tidspunkt kom han så og fortalte, at han arbejdede her. Det meddelte han faktisk os, og det var jo fint,« klukker Ole Dragenberg.
Siden da er Rasmus kommet og gået som det passer ham. Nogle gange hjælper han meget, andre gange hygger han sig bare. Det er dog ikke alle kunder, der har taget lige godt imod det.
En del af familien
Rasmus er dog ikke formelt ansat med kontrakt og så videre, men han har fået lov af botilbuddet på Ellemosevej til at tage på arbejde på OK Plus.
»Botilbuddet har sådan et aktivitetscenter, hvor beboerne på bostedet skal komme, og hvor de arbejder, og får løn for at være. Det får Rasmus så alligevel. Efter han på et tidspunkt sagde ”Jeg skal på arbejde i OK,” så tager han herned, og så er han på arbejde her i stedet.«
Rasmus har ikke nogen officielle arbejdsopgaver. Han hjælper, når han har lyst, og han hjælper med det, der lige passer. Og også det der ikke gør.
»Han render tit, og klipper grene herude, hvor han finsorterer grenene fuldstændig. Alle blade bliver pillet af, og så laver han en kasse, hvor alle de her blade og kviste ligger i, og det er så pizzakrydderi, siger han. Det pakker han i små poser, og skriver adresse-labels på. Så kommer han op, og afleverer dem hos os, og så skal vi sende dem til Tyskland. Så det er bare terapi for ham at gå med de små grene. Han laver også store bundter af de her grene, som han så sælger til folk herude foran. Jeg tror ikke rigtig folk kan bruge dem til noget, men de giver ham ofte en femmer eller lignende alligevel.«
Efter Rasmus havde arbejdet på tankstationen et stykke tid, fandt de et bord frem til ham. Her stiller han sine ting, og hænger ud, hver gang han kommer. Da butikken skulle bygges om for et par år siden, gav Ole Dragenberg håndværkerne streng besked på, at de skulle sørge for, at der var plads til det lille bord.
»De kiggede på mig som om jeg var tosset, men de fandt plads, så han bor her,« siger Ole Dragenberg, og klapper på det smalle træbord tæt på butikkens spiseområde. På væggen over bordet hænger diplomet, som butikken fik overrakt 1. december.
Rasmus er med tiden blevet fast inventar i butikken en »del af familien« som Ole Dragenberg siger. Derfor er det også meget vigtigt for ham, at der er plads til Rasmus. Det har han før måtte understrege for kunder.
Plads til alle
Selvom historien om Rasmus og OK Plus på mange måder er en sød historie, er det heller ikke en historie uden udfordringer. På grund af Rasmus handicap er hans adfærd tit anderledes end de fleste andres. Det kan være fremmed for folk.
»Jeg havde en kunde, der kom på et tidspunkt, og sagde, at han bare ville sige til mig, at nogle af hans venner havde været hernede, og at deres børn var blevet meget bange for Rasmus. Rasmus kan nemlig godt stå og sige en helt masse højlydte ting. Nogle gange går vi lige ned og lægger en hånd på ham, og siger ”rolig, Rasmus, er der noget galt?” og så falder han ned igen.«
Kundens venners børn var dog blevet bange, og han ville bare sige, at det kunne koste dem nogle kunder, at Rasmus var så meget i butikken.
»Der måtte jeg bare sige, at jeg syntes, han skulle sige til sine venner, at når de kommer, så skal de snakke med Rasmus. Lad være med at have berøringsangst. Så bliver han simpelthen så glad. Og som jeg sagde til kunden, så er Rasmus her. Og han bliver ved med at være her uanset, hvad der sker, for han hører til her. Og så synes jeg bare, man skal prøve at tage imod det, snakke med ham og lade være med at være bange, fordi der er en der er anderledes. Det lærer også børnene noget, vil jeg mene.
