H.P. Christensen fulgte ikke den lige vej til borgmesterkontoret i Aarhus og blev byens tillidsmand. Som smed på Scandia i Randers oplevede han lockouten i 1899.

KIAN JOHANSEN, DIN AVIS OG JENS KAISER, JP AARHUS

Egentlig er det overraskende, at smeden H.P. Christensen endte som borgmester i Aarhus. Hverken hans baggrund eller opvækst tydede på, at han skulle bære gyldne kæder i Danmarks næststørste by. Faderen var smed og en overgang besat af tanken om at konstruere det ultimative tekniske vidunder: evighedsmaskinen.

Sønnen udviklede sig anderledes: jordnær og uden tro på mirakler. Han var ligeledes smed og blev far til 10 børn og gift med Karen Marie Sørensen fra landsbyen Borup ved Randers.

Den politiske karriere fulgte siden det traditionelle mønster: Tillidsmand, byråd, udvalgsformand, viceborgmester og borgmester i Aarhus i 1933, inden sygdom otte år senere gjorde, at han måtte trække i nødbremsen. Han døde i maj 1945.

Som folkevalgt i byen sydpå nåede han at stå i spidsen for opførelsen af Folkebiblioteket i Mølleparken, universitetets udbygning, svømmehallen i Spanien, overdækning af Åboulevarden, Ringgaderne og Ringgadebroen samt ikke mindst det nye rådhus. En del af planerne var udarbejdet under forgængeren Jakob Jensen.

Tysk og Sønderjysk

Han blev født i Jervad nær Ribe søndag 28. februar 1869. Det var dagen efter, at en orkan havde passeret landet og anrettet store skader. I Randers var den årsag til masser af nedfaldne tagsten.

Forældrene, Hans og Ane Kristine Christensen, flyttede på et tidspunkt til det Sønderjylland, der var kommet under tysk herredømme efter katastrofen i 1864. Motivet var udsigten til bedre økonomi, og familien endte ad omveje i Gram, hvor faderen i årevis drev en smedje. Her gik dagene med små og store reparationer, skoning af heste samt arbejdet på evighedsmaskinen.

Hans Peder nåede at være i lære hos faderen i halvandet år, inden denne i 1884 kom til skade med sin højre arm, måtte opgive gesjæften og besluttede at flytte til København, så børnene blev danske.

Han fandt arbejde på et værksted i en baggård på Kongens Nytorv 8, spurgte om der var arbejde og blev straks antaget.

Lønnen var 10 kr. om ugen, og han skulle selv holde sig med kost. Arbejdstiden var 6 morgen til 6 aften med halvanden times spisepause. Om søndagen kunne han møde en time senere, men blive så længe der var heste i gården og bagefter rydde op. Så klokken slog ofte to, før han havde fri.

I 1887 fik han sit svendebrev og arbejdede siden på blandt andet Tuborg som beslagsmed, ligesom han forsøgte sig som selvstændig, men det lykkedes ikke at rette en skrantende forretning på Frederiksberg op. En kostbar erfaring rigere måtte han atter arbejde som svend.

Til Scandia i Randers

Nogle år forinden var han blevet smedet sammen med Karen Marie Sørensen fra landsbyen Borup ved Randers. Hendes hjemegn trak, så i 1896 blev H.P. Christensen ansat på Scandia i Randers.

Her oplevede han en af de største arbejdskampe i Danmark – lockouten i 1899.

I 19 uger var arbejderne udelukket, og familien med fire børn skulle klare sig for faderens 10 kr. i ugentlig understøttelse. Landbefolkningen støttede den hårdt ramte randrusianske bybefolkning med fødevarer.

H.P. Christensen, der havde optrådt som en slags tillidsmand for sine kolleger under konflikten, foretrak stabile indtægtsforhold og søgte derfor arbejde på Statsbanernes Centralværksted i Aarhus og fik det.

Den 11. juni 1900 rykkede han til Aarhus med familien og smeden fra Randers blev hurtigt valgt ind i ledelsen af de faglige klubber, og der gik ikke længe, før han også blev formand for smedene på Centralværkstedet. Han fik hurtigt sat sig i respekt hos både ledelse og arbejdskammerater, og inden længe blev han tilbudt en stilling som værkmester, fordi han havde vist, at han kunne styre sine folk. Men H.P. Christensen faldt ikke for det gamle arbejdsgiver-trick. Der verserer flere beretninger om hans tid som tillidsmand:

En af dem fortæller, at der på et tidspunkt var en af de ansatte, som stjal værdifulde metaller, og der blev gennemført husundersøgelser hjemme hos smedene. Gerningsmanden blev fundet, men hos en anden opdagede man en gammel fil påtrykt DSB. Den pågældende blev også indstillet til afskedigelse.

Det fandt H.P. Christensen urimeligt og stillede hos værkstedschef Rasmussen:

»Sig mig engang, om De tør påstå, at De aldrig har ladet et privatbrev frankere med statsbanernes frimærker eller har taget konceptpapir med hjem?«

Afskedigelsen blev trukket tilbage.

Vejen til billig strøm

H.P. Christensen var aktiv ved etableringen af Tangeværket. Her opdæmmedes en sø og opførtes et lille kraftværk, der kunne producere strøm. Blot ikke med den kapacitet, som der var behov for, eller til en konkurrencedygtig pris. Strømmen var alt for dyr at fremstille: 12 øre pr. kWh.

Da elproduktionen i Aarhus blev moderniseret, og prisen på kul faldt, var fremstillingsprisen nede på 4 øre pr. kWh. Det var indlysende, at forholdene lagde op til et samarbejde mellem de forskellige kommuner, og inden længe producerede Aarhus strøm til Viborg, Skive og Salling, Arke og Grenaa samt Skanderborg.

H.P. Christensen fik også vedtaget, at der blev opbygget en østjysk samleskinne, der forbandt elektricitetsværket med elproduktionen i Hamborg. Hermed var strømmen sikret.

Klorvandet i Spanien

H.P. Christensen ville mere. Der var behov for bedre hygiejne, og en badeanstalt blev opført i Spanien. Her kunne man udnytte elværkets kondensatoranlæg, og havvandet i svømmehallen blev hele tiden udskiftet med renset saltvand, der var tilsat klor. Hallen havde et ventilationssystem, som sørgede for udluftning. Alligevel stank enhver af klor, der havde svømmet i det 25 gange 12 meter store bassin eller sprunget ud fra en af de seks vipper.

Men i Europas mest moderne badeanstalt – intet mindre – kunne aarhusianerne fra 15. september 1933 blive renskurede. Stadsarkitekt Frederik M. Draiby stod i samarbejde med ingeniør C. Juul bag det tekniske vidunder, og der var både saltvand fra bugten og ferskvand, karbade, dampbade og brusebade i mange forskellige prisklasser. Der var tilbud om pedicure, og man kunne endda få højfjeldssol.

Det tekniske vidunder blev hurtigt omdøbt til ”Smedens vaskehus”, og tusinder valfartede fra hele Jylland til Aarhus for at kontrollere, om der virkelig var varme langs bassinkanten og lys under vandet. De danske svømmepiger boltrede sig også i bassinet og satte verdensrekorder.