En bilejer i Langå opdagede søndag formiddag omkring klokken 09.35, at hans bil var blevet stjålet – formentlig med den rette nøgle, som lå i bilen.

Via en gps kunne bilen spores til at bevæge sig mod Randers, og en patrulje fra Østjyllands Politi blev efterfølgende sendt til en adresse i Randers NØ, hvor køretøjet skulle befinde sig.

Patruljen rettede henvendelse til en 30-årig mandlig beboer på stedet, som blev fundet i besiddelse af bilnøglen, mens bilen var parkeret på en parkeringsplads foran adressen.

Den 30-årige mand blev anholdt og sigtet for tyveri, og bil og nøgle blev leveret tilbage til rette ejermand.

Østjyllands Politi opfordrer til, at man altid låser sin bil, når man forlader den – og at man aldrig lader bilnøglen ligge i bilen.