I slutningen af februar fik borgerne i Assentoft en melding, der for en del kom ud af det blå.

Apoteket lukkede med ganske kort varsel. Siden har byen – til stor frustration for mange – stået uden et sted, hvor borgerne kunne hente deres receptpligtige medicin.

Men nu er der godt nyt.

Hornslet Apotek skriver på Facebook, at de mandag 15. maj startede et medicin-udleveringssted op i SuperBrugsen i Assentoft.

Her kan borgerne bestille medicin, håndkøbsvarer med mere til klokken 13.30. Apoteket leverer varerne, så de kan hentes efter klokken 17.