I løbet af de seneste fem år er personer på kontanthjælp fra Randers, som er i arbejde, steget til det dobbelte.

Fra 7,4 procent i år 2017 til 15,6 procent i 2022. Så stor er stigningen i antallet af personer fra Randers Kommune, som er i arbejde, mens de er på kontanthjælp. Det glæder formanden for Randers Kommunes beskæftigelsesudvalg Bo Vestergaard (K).

»Jeg er rigtig glad for, at flere får foden indenfor på arbejdsmarkedet. Kontanthjælpsmodtagerne arbejder ofte nogle få timer om ugen, men det er ofte det, der skal til for at genvinde selvtilliden og trygheden ved at være på arbejdsmarkedet,« siger Bo Vestergaard i en pressemeddelelse fra Randers Kommune.

Ifølge tallene arbejder kontanthjælpsmodtagerne fra Randers Kommune, som er i job, i gennemsnit 38,6 timer om måneden. Landsgennemsnittet ligger på 37,7 timer.

Flere Skal Med

Jobcenter Randers har en indsats for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagerne, som forsøger at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Indsatsen søger at pege dem i retning af de såkaldte småjobs – det vil sige arbejde i fem til ti timer om ugen. Samtidigt taler jobcentret med de lokale virksomheder om at ansætte medarbejdere i småjobs. Beskæftigelsesindsatsen hedder Flere Skal Med.

»De fine tal tyder på, at beskæftigelsesindsatserne i Jobcenter Randers, som er målrettet aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, virker. Og det er tegn på, at vi har nogle ansvarlige lokale virksomheder, som giver de her borgere muligheden for at komme i arbejde i færre timer om ugen,« siger Bo Vestergaard.

Tallene viser også, at antallet af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fra Randers kommune, som er i arbejde, har ligget over landsgennemsnittet siden midten af 2022.