Norske Lasse Berg Johnsen tog til frisøren inden transferskifte. Og så…

Det var ikke meningen, at nyheden om Randers FC’s spillersalg af den defensive midtbanemand, Lasse Berg Johnsen, skulle afsløres af en frisør.

Ikke desto mindre var det det, der skete. Det afslører Tipsbladet, der har interviewet nordmanden om sine første to måneder i Malmö FF.

For en tur til frisøren afslørede mere eller mindre, at Lasse Berg Johnsen skulle til Malmö FF, skriver Tipsbladet.

»Det blev jo en sjov historie. Jeg har haft en fast barber i Randers, hvor jeg tit kom og fik mig en frisk frisure. En gang i mellem lagde han nogle billeder ud, når jeg var på besøg, men jeg glemte vist at sige til ham, at han ikke skulle skrive noget om transferen. Det var allerede for sent, for et par timer senere var det på Instagram. Til syvende og sidst blev det jo en sjov ting, hvor han nærmest præsenterede mig,« fortæller Lasse Berg Johnsen.

Fast mand i Sverige

Sportsdirektør Søren Pedersen meldte under transfervinduet ud, at flere danske klubber også var ude efter en af Superligaens daværende bedste midtbanespillere i sommeren 2023.

Så rygterne gik. Og pludselig afslørede Lasse Berg Johnsen det selv ved et uheld, at det blev en svensk storklub, der tog stikket hjem.

»Alle tog det med et smil i Sverige. Jeg tror også, at de vurderede, at det var fint til præsentationsvideoen. Jeg skulle også høre lidt for det i mit nye omklædningsrum. Alle skulle lige rose min fade og høre mig om, hvad min barber hedder.«

24-årige Lasse Berg Johnsen har været fast mand i sin nye klubs startopstilling de seneste syv kampe, så alt tyder på, at han fortsætter sin udvikling, der tog fart i Randers FC, hvor han næsten fra dag et trådte ind på midtbanen, direkte fra den næstbedste række i Norge.

Ifølge Aftonbladet betalte Malmö FF 9,5 millioner kroner for nordmanden, der kom fra norske Raufoss og blev købt af Randers FC i 2021 for et stykke under 2 millioner kroner (Ifølge tal fra Transfermarkt.com).