Retten har idømt den 58-årige ni års fængsel.

Af Jørgen Rosengren, Lokalavisen.dk

En 58-årig mand er i en tilståelsessag ved Retten i Randers blevet idømt ni års fængsel for at have organiseret overdragelser og videresalg af i alt 10 kilo kokain og fem kilo heroin.

Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Den 58-årige odenseaner har erkendt, at han i december 2020 og januar 2021 arrangerede fire overdragelser af i alt ni kilo kokain for ukendte medgerningsmænd i henholdsvis Aarhus og Køge.

I januar 2021 var den 58-årige selv modtager af et kilo kokain, som han i januar 2021 hentede i en mindre by øst for Horsens.

Endelig har manden erkendt selv at have modtaget fem kilo kokain i Odense i juli 2022.

Kokainen fik han overdraget af en hollandsk statsborger, der ligesom den 58-årige blev anholdt som led i en større aktion 5. oktober 2022.

Tilfreds anklager

»Jeg er tilfreds med dommen, der endnu en gang understreger, at narkokriminalitet bliver straffet hårdt. I denne sag har politiet med en solid efterforskningsindsats fået sat en stopper flere personer, der stod bag salg og distribution af hård narkotika på tværs af landet,« siger Morten Rasmussen, specialanklager hos NSK.

Den nu dømte blev anholdt på sin bopæl, hvor han blev fundet i besiddelse af cirka 750.000 kroner i kontanter. Retten har konfiskeret beløbet i forbindelse med dommen.