Betjente fra politiets specialpatrulje​ blev torsdag klokken 23.52 opmærksomme på nogle mænd i to biler, der holdt ved en garage på en adresse i Randers NØ, og patruljen fik mistanke til, at mændene var i færd med at håndtere ulovlige stoffer.

Da mændene opdagede politiet, skyndte en 20-årig mand at lukke og låse garageporten.

Den 20-årige virkede nervøs og påvirket af stoffer, og han nægtede at fortælle betjentene, hvad der var i garagen, ligesom han heller ikke ønskede at udlevere nøglen til den.

Patruljen sigtede ham for besiddelse af euforiserende stoffer, og da de visiterede ham, fandt de en del tusinde kroner i kontanter, hvilket forstærkede mistanken om, at der foregik noget ulovligt.

Betjentene fik fat i nøglen til garagen, og da de kom derind, fandt de hurtigt nogle salgsposer med kokain, flere tomme salgsposer og en digitalvægt.

De to biler blev ransaget, og her fandt betjentene både en kniv og en peberspray, der – ligesom kokainen og kontanterne – blev beslaglagt.

Da de to våben blev fundet i den 20-åriges bil, blev han sigtet for overtrædelse af både kniv- og våbenloven.

Ud over den 20-årige blev en anden 20-årig mand og en 29-årig mand anholdt på stedet, og alle tre blev sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.

De tre mænds adresser blev ransaget, og i den ene 20-åriges lejlighed i Randers fandt politiet en signalpistol, som han derfor blev sigtet for at være i besiddelse af.