Som en del af Underværkets kreative omgivelser spirer der et miljø for filmproduktion.

Måske husker du dokumentarfilmen ’En Dans For livet’ og kortfilmen ’Marble’, der begge blev optaget i Randers i årerne 2020 – 2022. Selvom det var to vidt forskellige film, så havde de også det tilfælles, at de blev produceret af unge filmfolk fra Randers og efterfølgende vist eller streamet på danske tv-stationer.

Her et par år efter er kortfilmen ’Stoiker’ ved at blive optaget af unge fra samme filmmiljø med tilknytning til Randers. Det skriver Randers Kommune i en pressemeddelelse.

Handlingen i ’Stoiker’ kan foregå hvor som helst i landet og udspiller sig derfor i en unavngiven by. Lokalkendte vil dog nok observere, at der er lavet optagelser i blandt andet Udbyhøj og ved Fladbro Dyrehave.

Faglig stolthed

’Stoiker’ er en film om faglig stolthed. Hovedpersonen Leonel er socialpædagog på et bosted for unge, og her følger vi livet og ikke mindst håndteringen af de unges problemer på godt og ondt. På den ene side portrætterer filmen den fagprofessionel voksne – i arbejdslivet og det private. På den anden side giver filmen et indblik i et ungdomsliv, der både er svært, tragisk og håbefuldt. ’Stoiker” er en kortfilm med en forventet spilletid på 20 minutter.

Filmen er produceret af New Tales, der også stod bag ’Marble’. Producer Ludvig Poulsen fortæller, at de endnu engang har valgt at arbejde sammen med nogle stærke og kreative kræfter fra Randers, der er ved at have grundlagt et lille, men godt filmmiljø i og omkring Underværket.

»Vi har for eksempel allieret os med Jeppe Heden, der har kontor på Underværket. Som chefscenograf har han det tungtvejende ansvar for hele filmens æstetiske udtryk,« forklarer Ludvig Poulsen.

I Underværket deler Jeppe kontor med den Randers-baserede filminstruktør Sofie Markussen, som stod bag både ’En Dans For livet’ og ’Marble’. Også i det praktiske produktionsteam bag filmen har Randers et tydeligt aftryk. Freelance filmarbejder Ida-Marie Andersen, der har sine rødder i Randers, er filmens produktionsleder. Ida er en garvet filmmedarbejder, der i de sidste par år også har været involveret i produktionen af flere spillefilm.

»Vi har også fundet stor inspiration i den eksisterende mangfoldighed af Randers-baserede kunstnere, når vi skulle skabe filmens scenografi,« fortsætter Ludvig Poulsen.

Premiere til sommer

Portrætmaler Rikke Alexandersen har skabt et for plottet centralt billedkunstnerisk værk. Mia Brejnholm fra Sorte Streger har som keramiker og skulptør bidraget med sin kunst ind i flere af filmens scener. Underværket har desuden udlånt keramik og rekvisitter fra deres forskellige kunstneriske udstillinger. Og kunstmaler Bitten Markussen har været med til at udsmykke karakterernes omgivelser med sine malerier.

’Stoiker’ får premiere til sommer ved et arrangement på Underværket.