Bekymringer, usikkerhed og håndtering af kriser og ulykker er for nogen stigende og specielt nu i takt med, at truslerne fra fremmede magter mod Danmark er blevet skærpet.

Et lokalt borgerinitiativ fra bestyrelsen for Råsted Forsamlingshus inviterer derfor til et gratis kursus, der vil lære om at håndtere en krisesituation. Det fremgår af en pressemeddelelse.

Scenariet kan være blandt andet cyberangreb eller sabotage mod kritisk infrastruktur, som kan sætte forsyningen af el, vand og varme ud i længere tid ad gangen.

Hvad kan du gøre for at sikre dig selv og din familie i en krisesituation, hvis ønsket er at tage sagen i egen hånd?

Kurset hedder ”Kriseparat: Klar dig selv i tre døgn” og udbydes gratis via Beredskabsforbundet ved deltagelse i et foredrag, der afholdes 18. april i Råsted Forsamlingshus.

Der er plads til 90 deltagere, og pladserne fordeles efter først til mølle-princippet ved tilmelding på telefon 51 86 37 70.

Borgerne i Råsted har bestilt et kursus via beredskab.dk/borgerberedskabet/. Der skal være over 12 deltagere, og lige nu tilbydes der tre slags beredskabskurser.