Fortsæt til indhold

Rotter i Galten, en ødelagt motorvejsbro og masser af sure smileys: Kan du huske årets mest læste artikler?

Uge-Bladets læsere klikkede løs i 2023. Her dykker vi ned i top 10 over de mest læste artikler på nettet.

Samfund

Kliks, kliks og atter kliks.

Der har været fart i trafikken på Uge-Bladet Skanderborgs webartikler i 2023, hvor læserne både har læst, kommenteret og delt i stride strømme.

Det er ingen hemmelighed, at politihistorierne er i en liga for sig, når det drejer sig om, hvad I læser på nettet. Alligevel har I dog læst med i stor stil på alle de andre typer af artikler også.

Her gennemgår vi top 10 over de artikler I har læst allermest på nettet i 2023.

Evakuerede elever

Den 10. mest læste artikel handlede om noget, som Uge-Bladets læsere generelt er rigtig nysgerrige på: sure smileys.

Uanset om det er traditionsrige restauranter, kæmpende bagere eller helt almindelige pizzariaer, så er interessen altid stor, når de lokale restaurationer dumper en fødevarekontrol.

Det var også tilfældet 4. november, hvor Hotel Himmelbjergets restaurant - udover en sur smiley - modtog en bøde på 15.000 kr.

På 9. pladsen finder vi Sølund Musik-Festival. I år kunne den traditionsrige festival nemlig offentliggøre, at der var blevet solgt 3000 færre billetter end normalt – et historisk lavt antal solgte billetter. Trods de ærgerlige salgstal var der dog også begejstring at spore hos folkene bag, fordi festivalen forløb »helt fantastisk» med »glade og kærlige gæster og fantastiske koncerter.«

Sølund Musik-Festival er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede. Lasse Mortensen har været med til at arrangere festivalen siden 1986. Foto: Grethe Bo Madsen.

Lige over Sølund finder vi en bolighistorie.

I august skrev Uge-Bladet om det dyreste hus på markedet i Skanderborg. Her stod den på søudsigt, egen jagt og uendelige kvadratmeter, og det var noget, der pirrede manges boligdrømme.

Den 7. mest læste artikel satte gang i ungdomsnostalgien.

I maj blev den traditionelle forårsfest på Skanderborg Gymnasium afbrudt for en stund, da brandalarmen kort før klokken 23.30 gik i gang og elever, lærere og forældre måtte evakueres fra gymnasiet.

Den uventede hændelse skete fem minutter før 3G-eleverne skulle danse Les Lanciers i gymnasiets festsal.

Det hele endte dog lykkeligt, da den klassiske selskabsdans blev gennemført med blot en halv times tids forsinkelse.

Spektakulært natteshow

Er der noget bedre end at se store konstruktioner blive revet ned?

Ikke ifølge Uge-Bladets læsere i hvert fald.

Natten til søndag 8. oktober gik gigantiske nedrivningsmaskiner i gang med at nedlægge den 980 tons tunge motorvejsbro, der førte Horndrupvej over E45 Østjyske Motorvej.

E45 Østjyske Motorvej var spærret i begge retninger på strækningen mellem Skanderborg S og Ejer Bavnehøj fra lørdag klokken 19 til søndag morgen klokken 9, mens gigantiske entreprenørmaskiner gjorde kål på broen, der førte Horndrupvej over motorvejen. Foto: Karin Toftegaard Matthiesen.

Det var et spektakulært syn, der blev fanget på kamera af Karin Toftegaard Matthiesen.

På en klokkeklar femteplads finder vi en artikel om Haarby Slagteren.

I år kunne butikken nemlig fejrer 50-års jubilæum, og det blev til en artikel, hvor slagtermester Niels Juul Nielsen reflekterede over en lang karriere, en branche i forandring og en masse udfordringer med Fødevarestyrelsen.

Slagtermester Niels Juul Nielsen har oplevet lidt af hvert i løbet af sin 50 år lange karriere. Arkivfoto.

Lige over Haarby Slagteren finder vi listen absolut grimmeste sag.

Torsdag 1. juni blev en pige fra Stilling udsat for et voldsomt overfald på vej hjem fra skole.

Heldigvis fandt politiet hurtigt frem til gerningsmanden.

Slut med slik

Top 3 udgøres af tre meget forskellige historier.

Den tredje mest læste webartikel handler om Smukfest.

Få ting kan som Skanderborg Festivalklub fyre op under byrådet i Skanderborg, og det var også tilfældet tilbage i marts.

Et forholdsvis simpelt punkt om en justering af den 10-årige aftale mellem Skanderborg Festival Klub og Skanderborg Byråd blev holdt i kog i 30 minutter på byrådsmødet 3. marts.

Det er aldrig sjovt, når et eventyr slutter.

Det understregede læserne, da Uge-Bladet 14. august kunne berette, at slikbutikken Slik-Mekka på Adelgade 102 måtte dreje nøglen om.

Slik-Mekka i Adelgade havde en levetid på omtrent otte måneder. Her ses parret bag slikbutikken, Jimmi Aagaard Andersen og Charlotte Aagaard Andersen. Foto: Erland Rasmussen.

Triste støtteerklæringer fyldte kommentarsporene og vidnede om, at opbakningen er stor til de lokale butikker i kommunen.

Helt i top finder vi en historie fra Galten.

I februar slog Bagerhuset alarm, da butikkens medarbejdere flere gang havde observeret et mylder af rotter på den tomme nabogrund. Problemet skyldtes en åben kloak, som hurtigt blev lukket. Det var dog først, da den lokale rottefænger i samme ombæring opfordrede de danske hundejere til at samle op efter deres hund, at læserne for alvor kom til tasterne.

Hundenes efterladenskaber er nemlig guf for rotterne.

Rottefænger Alex Stouby Nielsen og hunden Fiona gik mere eller mindre viralt, da de opfordrede hundeejere til at samle op efter hunden. Efterladenskaberne er nemlig guf for de griske gnavere. Arkivfoto: Erland Rasmussen