Familiekro i et halvt århundrede: »Låsby-Svendsen fik nogle huse, og min far fik en kro«

55 år plus det løse.

Så længe har Hilding Hvids familie drevet Hotel Gjerrild Kro.

I løbet af et halvt århundrede har både verden og lille Gjerrild selvsagt forandret sig. Den historiske kro har været vidne til alt lige fra faxmaskinens fødsel og død til dankortautomatens indtog og internettets absolutte omkalfatring af branchen.

Lokalavisen tog en snak med den garvede restauratør om vægten af både fortiden og fremtiden for den ikoniske kro.

Låsby-Svendsen

Hilding Hvid har drevet Hotel Gjerrild Kro sammen med sin hustru Helle siden 1987.

Familiens tilknytning til kroen startede dog langt tidligere.

»Min far var gammel sømand og havde sejlet som kok, så mødte han min mor og startede op som murer – ligesom min bedstefar – i Karup,« fortæller Hilding Hvid.

Om det har været på grund af noget finanskrise eller lignende er Hilding Hvid ikke helt klar over, men faktum er, at det var svært for hans far at få finasieret sine bygninger.

Derfor lavede han en byttehandel med den både berømte og berygtede østjyske forretningsmand: Låsby-Svendsen.

»Låsby-Svendsen fik nogle huse og min far han fik en kro oppe omkring Aalborg. Låsby-Svendsen gjorde jo lidt i de her skægpantebreve (pantebrev uden tilstrækkelig sikkerhed, hvilket først kan afsløres ved nærmere undersøgelse af pantet red.) på det tidspunkt, så min far fandt ud af det var bedst at trække stikket inden Svendsen tog kroen og det hele tilbage igen, som han var mester i.«

Tiden var altså moden til at flytte teltpælene endnu engang.

Generationsskifte

Efter at have solgt kroen ved Aalborg drog familien til Gjerrild i 1968. Her var den lokale kro gået konkurs kort før julen ’67. Hildings far købte kroen og siden da har den været på familiens hænder.

Det var dog ikke første gang, at kroen var familieejet.

»To familier har drevet Gjerrild Kro i over 100 år tilsammen. Voigt/Bertelsen-familien drev den indtil 1946, og vi har haft den siden ’68. Jeg er nok den dramhusejer, der har haft bevilling længst. Det er jeg lige ved at tro.«

Hildings far drev Gjerrild Kro i knap 20 år.

I mellemtiden blev Hilding uddannet til søs og arbejdede som skibskok ligesom sin far. Efterfølgende arbejdede han på Grindstedværket før turen gik tilbage til Gjerrild Kro, hvor han hjalp sin far og mor med driften.

I 1987 blev familien dog ramt af en stor sorg, da Hildings mor gik bort.

»Så stod min far der og syntes, at nok var nok. Han var også nået pensionsalderen.«

Selvom Hilding tog over, så havde han stadig faren til at gå på kroen som gårdskarl, så han kunne suge til sig af gode råd.

Sammen oplevede de nogle af de første store teknologiske forandringer i branchen.

Og dem kom der mange af.

Store forandringer

I løbet af sine mere end 35 år på Gjerrild Kro har Hilding Hvid været vidne til lidt af hvert. Især når det kommer til teknologiske landvindinger. Her mindes han særligt en historie om dengang kroen blev en del af sammenslutningen Danske Hoteller (senere Dansk Kroferie).

Her var et af kravene, at man skulle have en telefax.

»Min far kiggede jo lidt, fordi sådan en maskine kostede en del penge. Der skete dog det, at vi en dag havde en demostration af en skovmaskine nede i Sostrup Skov. En svensker stod for demonstrationen, og troppede op med den her gamle kuffert-mobiltelefon. Han ringede til Sverige og så begyndte telefaxen at spytte papirer ud med alle de her tekniske detaljer om skovmaskinen. Der var min far lidt målløs.«

Det næste var Dankortautomaten.

»Det var en landvinding, og det syntes min far sgu var smart. Pengene gik jo ind med det samme!«

Den teknologiske udvikling sammen med kroens indlemmelse i Danske Hoteller ændrede Gjerrild Kro markant.

»Vi begyndte at få et flow af gæster, som vi aldrig havde oplevet på samme måde før. Vi var jo vant til at være helt afhængige af at sommergæsterne dukkede op. Det at komme med i en salgsorganisation var med til at løfte os. Og så det, at vi havde værelser på kroen til overnatning.«

En del af lokalområdet

I 2003 blev Hilding Hvid bestyrelsesformand for Dansk Kroferie. 20 år senere – lige før coronakrisen – trak han sig tilbage for at fokusere på kroen.

I dag spiller kroen på flere tangenter end nogensinde.

»I løbet af årene er der sket mange ting, men noget af det vi er mega stolte af, er, at vores lokalområde er gode til at bruge os til at fejre livets fester. Folk har den tillid til os. Det er vi glade for.«

Samtidig er der kommet flere salgskanaler til. Ligesom at kroen selvfølgelig er online og når ud til gæster fra hele verden.

»I dag har vi stort set feriegæster hele året, hvor det i gamle dage stort set kun i skoleferien. Samtidig er vi heldige med, at vi har fået en masse attraktioner her på Djursland såsom Kattegat, Djurs Sommerland, Gammel Estrup, Fregatten. Vi har jo en bred vifte af fine oplevelser her, og så har vi bare en masse fed natur.«

Selvom mange ting i dag er blevet lettere, så opstår der hele tiden nye udfordringer. Her fremhæver Hilding bl.a. at det i dag er rigtig svært at skaffe faglærte kokke.

Nye tider

Hilding Hvid rundede de 60 år i 2017.

Selvom pensionstilværelsen nærmer sig, så har den garvede kroejer og hans hustru ingen konkrete planer om at slukke for ølhanerne.

De har dog et ønske.

»Et eller andet sted håber vi på, at der går et ungt par, der kunne tænke sig at tage 30-40 år herude i vores område på et tidspunkt. Her er et levebrød og en landsby som er helt unik på alle mulige måder. Vi håber, der er nogle, der har løbet hornene af sig i byen og vil herud. Det håber jeg sker.«

En ting er dog sikkert. Familien Hvids tid på Gjerrild Kro slutter med Hilding og Helle. Deres børn er nemlig umiddelbart ikke interesserede i at overtage kroen.

»Det har jeg det helt fint med. For alle generationer handler det jo om at gøre det, som gør en glad.«

Familien er da også en betydelig del af kroen uanset hvad.

»Vi går jo fire generationer her i dag. Og så har vi sammen med mine to døtre lavet et ridecenter heroppe, hvor vi tilbyder gæster at tage deres egen hest med.«

Tanken om at skulle sige farvel til kroen, er dog noget som optager ham.

»Det er jo klart. Man går altid og overvejer, hvad der er af exitstrategier. Før corona var jeg i tæt dialog med vores lokale efterskole. Vi har jo set, hvad der skete med Ørsted Kro. Det blev til byens hotel. Det kunne jo være en mulighed, at man fik et tættere samarbejde med efterskolen, og kunne beskæftige nogle af eleverne og få en større helhed i byen. Det er sådan nogle af de tanker jeg har gået med.«