Danmarks første filmefterskole ruller tæppet ud
Danmarks første filmefterskole satser på at åbne 1. august 2027, men er allerede nu ude for at gøde jordbunden hos potentielle unge mennesker og deres familier.
Folkene bag Filmefterskolen på Egedalsvej 5 i Ebeltoft har ikke ligget på den lade side i sommerferien.
Skolen åbner således dørene for offentligheden første gang søndag 9. august klokken 13-15. Her kan interesserede se de rammer, der fremover skal danne grundlag for undervisningen af unge med interesse for film.
Siden 1. juli har Filmefterskolen arbejdet på at omdanne det tidligere hotel- og konferencecenter Toppen til et campus for unge filmmagere. Lokalerne er blevet gennemgået, græsset slået og ukrudtet fjernet i den japansk inspirerede gårdsplads.
Gryden holdes i kog
Ifølge bestyrelsesleder Jørn Grønkjær har arbejdet især handlet om at planlægge indretningen af undervisningslokaler, studier, fællesarealer og elevværelser.
»Det er en naturlig forlængelse af de offentlige møder, vi har holdt om Filmefterskolen i efteråret og foråret, at vi allerede nu byder kommende elever, lokale borgere og andre interesserede indenfor,« siger Jørn Grønkjær.
På dagen kan de besøgende danne sig et indtryk af ejendommen og de omkringliggende naturområder. Der bliver også mulighed for at høre om skolens planer og visioner for både elevernes ophold og samarbejdet med områdets øvrige institutioner.
En strømpil
Konstitueret pædagogisk leder Eva Klinting ser frem til arrangementet, som falder sammen med første skoledag på landets øvrige efterskoler.
Arrangementet bliver en strømpil for interessen.
»Første skoledag på efterskolen er noget, som de fleste unge husker længe efter. Man har alle sanser åbne, for det hele er så nyt. Jeg glæder mig til, at vi her på Filmefterskolen i 2027 kan give den oplevelse til vores første elevhold. Det er forberedelserne til det, vi har taget hul på,« siger Eva Klinting.
Hvis man ikke har mulighed for at deltage 9. august, vil der løbende blive holdt flere åbent hus-arrangementer det kommende år. Filmefterskolen deltager også i Efterskolernes Dag, som er en landsdækkende begivenhed for unge, der overvejer et efterskoleophold.
Vild udvikling
Filmefterskolen kæmpede allerede i foråret for at finde midlerne til at købe det tidligere Toppen, der blev opført i 1968 og er tegnet af arkitekterne Friis & Moltke, men måtte se sig overhalet på målstregen af regntøjsproducenten Rains.
Lynhurtigt skiftede ejendommen igen hænder, da en gruppe lokale investorer med Mads Bygballe, der blandt andet står bag Molskroen, i spidsen købte den af Rains.
Kort efter indgik investorerne en 10-årig lejeaftale med forkøbsret med Filmefterskolen.
Dermed fik skolen opfyldt ønsket om at åbne Danmarks første filmefterskole i lokalerne på Egedalsvej 5, som indtil 1. april 2026 var ejet af Ebeltoft Idræts- og Kulturcenter, EBIC.
EBIC var alvorligt ramt på likviditeten, og derfor kom salget til Rains som en nødvendig åbenbaring.
Bygningen blev fredet sidste år som et eksempel på brutalistisk arkitektur, nænsomt indpasset i landskabet.
læser
lige nu