Syv unge mænd er anholdt i forbindelse med flere tilfælde af grov vold i Randers natten til søndag i sidste weekend. Mændene, der er i alderen 18-20 år, blev anholdt i formiddag i en koordineret aktion. Fire blev anholdt i Randers og tre i Syddjurs Kommune. De sigtes for fire tilfælde af grov vold, hvor der blandt andet blev anvendt knojern. To af dem fandt sted i Søren Møllers Gade og de øvrige på Mariagervej og ved Randers Realskole. Tre af ofrene måtte efterfølgende behandles på hospitalet for flænger. De syv anholdte sad i eftermiddag til afhøring, og anklagemyndigheden skal nu vurdere om der er grundlag for at fremstille dem i grundlovsforhør.