Af Kian Johansen, redaktør Din Avis Randers

Er ordentlighed en by i Rusland? Eller kan vi drømme om, at det igen finder sted i en kommune i Kronjylland?

I byrådet i Randers fortsætter mistilliden og uroen. Senest med et hemmeligt møde, der efterlader mange spørgsmål ubesvarede.

Rosa Lykke Yde fra SF sætter fingrene på pulsen med sin undren: »Hvordan skal vi samarbejde i byrådet, når kun få bliver indviet i, hvordan kommunens økonomi har det?«

Og det er et spørgsmål, der vækker bekymring og frustration.

For hvis vores politikere ikke snart begynder at samarbejde på en ordentlig måde, hvordan kan vi så være sikre på, at vores kommune bliver styret klogt og hensigtsmæssigt?

Det næste er, at hvis politikere opfører sig som små børn i skolegården, der låser de andre børn inde på toilettet, taler grimt til hinanden og ikke vil lege med alle og holder hemmelige møder – hvilke signaler om god opførsel sender det så til de kommende generationer, der skal lede vores kommune?

Det er ikke første gang, at byrådet er delt, og uenighederne buldrer. Denne gang handler det om det såkaldte ”søndagsmøde”, hvor kun en inderkreds blev orienteret om de økonomiske konsekvenser af Nordic Waste-skandalen, tre dage før offentligheden blev informeret på et pressemøde. Flertallet af politikerne var uvidende om mødet, hvilket skaber en dyb splittelse i byrådet.

Men er det ikke lovligt? Det kan godt være, men er det også ansvarligt og gavnligt for samarbejdet?

At borgmesteren mødes med de få udvalgte og undlader at informere resten af byrådet er ikke en holdbar løsning. Det skaber kun mere splittelse og mistillid. For et velfungerende demokrati og effektivt samarbejde kræver åbenhed, gennemsigtighed og tillid på tværs af politiske skel.

De krav skal alle i byrådet selvfølgelig overholde.