Trafikanter, der benytter rundkørslen ved Hobrovej, Gl. Hobrovej og Rådmands Boulevard i det nordlige Randers, får i de kommende fem uger begrænset deres færdsel. Randers Spildevand går i denne uge i gang med et omfattende kloakarbejde i den sydlige side af rundkørslen for at ændre hovedkloaksystemet fra fællessystem til separatsystem. Ændringen sikrer, at regnvand og spildevand fremover ledes i hver sin ledning. Gravearbejdet betyder, at Hobrovej er lukket i hele den periode, hvor kloakarbejdet foregår i den sydlige side af rundkørslen. Den nordlige del af rundkørslen vil fortsat være åben, dog vil en lysregulering styre trafikken.