Det fører ofte udfordringer med sig at være forældre til småbørn, og mange står med følelsen af, at konflikter med børnene fylder en for stor del af hverdagen. PPR i Randers Kommune tilbyder et kursus – et forældreforløb – hvor man som forældre får redskaber til at forstå og håndtere sit barn præcis dér, hvor barnet er i sin udvikling. Forløbet hedder ”De Utrolige År” og henvender sig især til forældre, der oplever, at hverdagen med deres børn er svær at håndtere med mange konflikter. Der afholdes forløb for forældre med børn i forskellige aldersgrupper. Kurset i efteråret – De Utrolige År Småbørn – henvender sig til forældre med børn i alderen 1-3 år. Man kan finde mere information om De Utrolige År på www.ppr.randers.dk.