Dagens Medicin har fredag kåret Danmarks bedste på en lang række behandlingsområder. Regionshospitalet Randers løber med fire førstepladser. 

Der står Regionshospitalet Randers på fire af førstepladserne til Dagens Medicins årlige kåring af Danmarks bedste indenfor en lang række behandlinger.

De fire behandlinger er ’Tidlige graviditetskomplikationer og abort (Kvindesygdomme og Fødsler)’, ’Hoftenære lårbensbrud (Ortopædkirurgi, Operation og Intensiv), ’Hoftealloplastik – kunstige hofter (Ortopædkirurgi, Operation og Intensiv)) – delt med Aalborg og Vejle’ og Anæstesi (Ortopædkirurgi, Operation og Intensiv) – delt med Esbjerg og Sønderborg.

Cheflæge ved Kvindesygdomme og Fødsler, Isa Niemann, glæder sig over førstepladsen inden for tidlige graviditetskomplikationer og abort, som, hun mener, er en anerkendelse af, at afdelingen er eksperter indenfor et felt, der berører over 20.000 kvinder om året på landsplan.

»Vi er eksperter i det almindelige, og det, at vi nu vinder, viser, at det er en succes, når vi har fokus på at tilbyde flest mulige medicinsk behandling, fordi det er langt mere skånsomt for kvinderne,« siger hun i en pressemeddelelse og tilføjer:

»Her skal vores sygeplejersker have en stor anerkendelse for deres evne til at formidle at den medicinske abort er den mest skånsomme, til de abortsøgende kvinder de er i kontakt med.«

I Ortopædkirurgien løber cheflæge Michael Tjørnild og hans medarbejdere for 8. år i træk med 1. pladsen for behandling af hoftenære lårbensbrud og for 3. år i træk med en 1. plads i at lave kunstige hofter.

En bedrift han er særdeles stolt af og tilskriver en vedholdende tværfaglig indsats.

Også cheflæge i Operation og Intensiv, Nette Møller-Nielsen, glæder sig over sin afdelings førsteplads, som hun tilskriver teamsamarbejde og en god registreringsdisciplin.