Etage- og erhvervsbyggerier, renoveringer og byrumsinventar er blandt de nominerede til Arkitekturpris 2023. Vinderen bliver afsløret på Arkitekturens Dag 2. oktober.

Randers Kommunes Arkitekturpris bliver uddelt hvert andet år for at anerkende værdien af god arkitektur. I løbet af august havde alle mulighed for at indstille kandidater til Arkitekturpris 2023, og ud af i alt 25 indstillinger er der udvalgt otte nominerede til prisen. De nominerede er:

Æggepakkeriet – (kontorfællesskab, ombygget æggepakkeri), Fladbrohuset (renovering af privat villa), Danish Crown (Nyt hovedsæde), Rhanders Handsker (Showroom og butik – renovering), Byrumsmøbler (forskønnelse af byrum i Randers Midtby), etageboliger på Fjordgade (nybyggeri), Randers Teater (ny foyer) og Von Hatten Hus (restaurering af fredet bygning).

Hvem der vinder, bestemmer en dommerkomite bestående af byrådsmedlemmerne Karen Lagoni og Claus Berggren, arkitekt og formand for bevaringsudvalget Birgit Veje Søndergaard samt arkitekterne Julian Weyer og Lars Juel Thiis.

Deltag i prisoverrækkelsen

Prisoverrækkelsen finder sted i Sognehuset ved Sct. Peders Kirke i Randers mandag 2. oktober kl. 16.30-18.00.

Dagen er på verdensplan udnævnt til Arkitekturens Dag, og man kan glæde sig til et festligt arrangement med oplæg, lidt til ganen og naturligvis afsløringen af, hvem der vinder. Alle er inviteret. Det er gratis at deltage i arrangementet, men tilmelding er nødvendig på www.randers.dk/ap23 senest 29. september.

Randers Kommunes Arkitekturpris er blevet uddelt hvert andet år siden 2013. Prisen er indført for at inspirere udviklere, bygherre og borgere til at medvirke til at skabe et oplevelsesrigt fysisk miljø.

Sidste gang i 2021 blev prisen tildelt to projekter – et enfamiliehus i udkanten af Tebbestrup og regnvandsbassinet på Østervold.