Lars Roed, klummeskribent

Jeg holder meget af byen, når den vågner. Denne onsdag morgen er jeg i stille gang på vej mod et virksomhedsbesøg på byens nyere kultursted Operaen. Stedets to ejere og iværksættere Emil og Christian er lige blevet kåret som “Årets Randersborgere”, og jeg er spændt på at høre nyt om deres mange tiltag og innovative tilgange til begrebet fællesskab.

Christian lægger på bedste vis op til en debat omkring, om at frivilligheden er på vej til at dø i Danmark og måske i verden. Et stort spørgsmål, som provokerende sætter debatten godt i gang i hele forsamlingen sådan en tidlig morgenstund. Jeg er til en vis grad enig i, at det frivillige arbejde er på vej til at afgå ved døden. Måske er det nye tiltag at erstatte dette med betalt arbejde, en del af en løsning.

En ting er sikkert. Skal vi vende udvikling fra mindre og mindre fællesskab og mere og mere ensomhed blandt både unge og ældre, skal der tænkes ud af boksen. Operaen, som samlingspunkt for fællesskaber og modellen med at have en forretningsmodel med udelukkende betalt arbejdskraft, er ganske sikkert en vej frem, og Operaen er inspiration for andre byer og virksomheder.

Som jeg oplever det, er stedet ved at blive et kærkomment åndehul for mange. Sådanne steder er der brug for i effektivitets- og produktivitetssamfundet Danmark.

Der er, set med mine øjne, også brug for en snarlig kraftfuld holdningsændring i samfundet i forhold til det konstante pres, de fleste er under. Vi skal det meste af tiden yde vores bedste og bliver hyppigt målt på ydeevne med mere. Det er simpelthen vanskeligt for mange at finde overskud til fællesskab og frivilligt arbejde, som vores uddannelsessystem, arbejdsliv og samfund er opbygget, og med det store pres, der er på os alle.

Der mangler tid til opladning, kreative åndehuller, mere tid til at være fysisk aktiv, tid til at dyrke interesser og fællesskaber. Nogle kunne tænke, at vi er privilegerede og har jo kun 37 timers arbejdsuge. Men meget få har efter en hård arbejdsdag virkelig fri. Arbejdspres følger ofte med hjem fra arbejde, og fritiden er også for mange tætpakket, fordi vi skal leve op til meget. Vores børn skal også deltage i meget og er også under stort pres. Ligeledes følger pres fra vores fritid med på arbejde.

Pres og travlhed er blevet en vane, og derfor skal der bevidsthed til om dette, hvis vi ønsker forandring. Vi skal se det pres vi er under, og der er nødt til at blive stillet krav fra det enkelte menneske. Krav til sig selv først og fremmest i forhold til at tage ansvar, for det pres man er i og ønsker om forandring. Derefter krav til hele vores system om forandring.

Vi må selv og sammen skabe overskuddet til at være deltagende i “Livets mangfoldige åndehuller”. Vi må selv og sammen stille krav om, at der bliver plads i livet til at leve et godt liv. Håber du finder plads til nogle nye åndehuller, til vi “læses ved” næste gang.