Tidligere ansat på Fårup Beton Industri A/S fik støbt en helt speciel frø – i gul beton.

Så er vi der igen. Vi jagter frøer. I sidste uge efterlyste vi viden om flere betonfrøer, der havde fået nyt udseende.

Det har fået Erling Johansen til tasterne. Han bor i Neder Hornbæk på hjørnet af Niels Ebbesens Vej og Hornbæk Kirkevej og netop dén frø efterlyste vi viden om.

Erling Johansen ejer og har selv støbt frøen, for han arbejdede på Fårup Beton Industri A/S dengang frøerne skulle støbes.

»Jeg havde ansvaret for kvalitet- og betonlaboratorie. Jeg blev inddraget i opgaven, fordi jeg havde en flere års erfaring med formbygning fra mine tidligere job i betonbranchen. Jeg skulle finde en måde at støbe frøerne på èn gang, og ikke som to halvdele der så skulle limes sammen efterfølgende. (Det havde vi lidt dårlige erfaringer med, dengang vi støbte hestene et par år før),« fortæller han.

Frøerne blev støbt i en form af glasfiber. I to halvdele, der blev lavet som den prototype kunstneren John Bredal havde lavet.

Formdelene blev spændt sammen og frøerne blev støbt på ”hovedet”.

»Så kunne vi undgå luftbobler i overfladen.«

Gul beton – ikke grå

Ikke to frøer måtte være ens. Det ville sige at de skulle være monteret på flisen i forskellige positioner.

»Det klarede jeg ved formbygningen af flisen, der kunne ændres, hvor frøen blev spændt fast i forskellige og tilfældige positioner,« lyder forklaringen.

»Som tak for et godt resultat fik jeg lov til at støbe en frø til mig selv, og jeg støbte den i gul beton – den er den eneste der ikke er i grå beton. Det er den der står på hjørnet i Neder Hornbæk,« skriver Erling Johansen.

Han blev endda indbudt til at male frø nr. 63. Den har vi også efterlyst viden om.

»Den malede jeg som en hyldest til Danmark med motiver fra vores dejlige land. Hvor den befinder sig i dag ved jeg ikke. Den blev i sin tid købt af Bording Flytteforretning og stod ved autoforhandleren på Grenåvej overfor Grønvang grill i en del år.«