Den landsdækkende motionskampagne ”Vi cykler til arbejde” lokker hvert år ansatte fra arbejdspladser i hele Danmark til at konkurrerer med kollegaerne om at træde i pedalerne til jobbet. Kampagnen er arrangeret af Cyklistforbundet, og Randers Cykelby støtter kampagnen med lokale præmier til de hold, der har haft flest cykeldage pr. deltager. Førstepræmien, en kulturel oplevelse til Værket i Randers, blev vundet af de fire byrådspolitikere:
”Det var en dejlig overraskelse, at vi vandt i år, ”siger byrådsmedlem Steen Bundgaard fra Socialdemokratiet, der er én af medlemmerne i den cyklende byrådsgruppe.
Han er vild med sit tohjulede transportmiddel og bruger blandt andet cyklen i sine sommerferier, ligesom han altid deltager i Fjordløbet sammen med sin kone. De cyklende byrødder har deltaget i den landsdækkende konkurrence i fire år:
”Kampagnen ligger på et godt tidspunkt i foråret. Den skubber os op på cyklerne i maj til møder og arbejde, lige meget om det regner eller blæser,” siger Steen Bundgaard.
 
Cykling forener på tværs af partiskel
Udover Steen Bundgaard består gruppen af socialdemokraten Karen Lagoni, Jens Peter Hansen fra Venstre og Daniel Madié fra Det Konservative Folkeparti. Daniel Madié er som de øvrige medlemmer af gruppen aktiv cyklist i hverdagen:
”Det er vigtigt, at vi politikere cykler forrest, hvis vi vil have flere borgere til at træde i pedalerne, ”forklarer Daniel Madié og pointerer, at gruppen kan være politisk uenige om mange, men én ting står de sammen om:
”Cykling forener os på tværs af partiskel. Vi er enige om, at arbejde for at få flere borgere til at springe i sadlen til gavn for sundheden, miljøet og trængslen på vejene”