To dage i skolernes efterårsferie kan du kaste dig ud i en masse sjove håndværk på Håndværksmuseet.

Ingen børn skal kede sig i efterårsferien. På Håndværksmuseet kan børn i alle aldre prøve en række håndværk og – måske blive inspireret til senere at uddanne sig til håndværkere, skriver Museum Østjylland i en pressemeddelelse.

»At dømme ud fra hvor populære museets ferieaktiviteter er, burde der være enorm stor søgning til landets håndværksuddannelser!« smiler museumsinspektør Lisette Berg Andersen.

»Ferieaktiviteterne har det primære formål at give børnene nogle sjove timer med værktøj i hånden og fantasi i hovedet. Vi tror på, at når børnene får en chance for at fordybe sig i håndværk med vejledning af museets håndværkere, kan det så et ’håndværker-frø’ i børnene, så de tænker ’måske har jeg lyst til at arbejde som håndværker, når jeg bliver voksen’.«

Den store esse er tændt op i efterårsferien, så børn kan prøve at arbejde som god, gammeldags smed, hvor jern varmes op i essen og bearbejdes med hammer og armkræfter. Foto: Museum Østjylland

Store og små muskler

Lige inden for døren på Håndværksmuseet holder smedene til, og i efterårsferien har de naturligvis tændt op i den store esse. Her kan du svinge hammeren over det genstridige jern, som det kræver gode kræfter at få formet.

Til gengæld er der ingen krav om store muskler hos museets maler. Her kan børn i alle størrelser være med og dekorere halloweenfigurer. Det gælder bare om, at du bruger din koncentration og gode fantasi. Du kan også lave magneter med skind-dekorationer hos handskesyerskerne, hårspænder ved frisøren og fine sager ved sivfletteren.

De frivillige håndværkere har haft travlt op til ferien, hvor de på museets personaleværksted har savet og boret til den store guldmedalje. Flere af ferieaktiviteterne kræver nemlig forberedelse, før børnene kan gå i gang med deres del af arbejdet.

I år ligger der trædele til et fint detaljeret tog klar hos snedkerne. Hjul og andre tog-dele venter bare på, at du smøger ærmerne op, sliber kanterne fine og sætter hele toget sammen. Bagefter kan du tage toget med hjem og male det.

Aktiviteterne kan prøves tirsdag 17. oktober og torsdag 19. oktober. Der er gratis adgang.