Kravet om lægeattest for at få kørekort fornyet er nu historie

Med 92 stemmer for og 13 imod har Folketinget ophævet kravet om, at alle over 75 år skal stille med en lægeattest for at få fornyet deres almindelige kørekort.

Ændringen træder i kraft 1. juli, så næste gang landets seniorer skal have kørekortet fornyet, skal de også kun betale de 130 kr. for selve fornyelsen … ligesom alle andre. Der er flere takster for forskellige typer kørekort. Dem kan man se på politiets hjemmeside under Priser.

Det nye kørekort gælder så i 15 år – ligesom for alle andre.

Så organisationen Danske Seniorer er glade!

For med denne lovændring er vi kommet i mål med den indsats, vi satte i gang i 2012 for, at det nytteløse og aldersdiskriminerende krav, som seniorer har været underlagt, skulle ophæves.

Aldersdiskriminerende krav?

Ja, for der er ingen statistisk bevis for, at seniorer forårsager eller er involveret i flere trafikulykker end andre aldersgrupper.

I andre lander, hvor kravet ikke findes, er seniorer heller ikke involveret i flere ulykker end andre aldersgrupper.

Med en udgift på 350-800 kr. pr. gang – lægerne har nemlig selv kunnet bestemme prisen for denne attest – betyder ændringen en besparelse på flere tusinde kroner i seniorernes levetid.

Og ikke nok med det, så bliver der nu også bedre plads i danske lægers venteværelser: Efter Danske Seniorers beregninger optog kørekort-lægeattesten 70 lægers arbejdstid. Hvert år!

Nyttesløst krav?

Ja, for gennemsnitligt er kørekortet kun blevet inddraget fra 1-2 % af alle de seniorer, lægerne har undersøgt hvert år.

Med andre ord er dyrebar lægetid blevet spildt på grundløse undersøgelser af 98-99 % af de seniorer, der skulle have kørekortet fornyet.

Nu kan lægerne i stedet bruge tiden på behandling af de syge og forebyggende indsatser. Det er da skønt!

I Danske Seniorer har vi også et forslag til, hvad lægerne kan bruge den frigivne tid til:

Et obligatorisk, årligt tjek af medicinen for alle, der får mere end fire slags receptpligtig medicin om dagen. For – og hold nu fast: Hvert år dør 3-5.000 danskere af overmedicinering, og hvert år indlægges 100.000 danskere pga. fejlmedicinering. Det er dyrt både for den enkelte og for samfundet.

Derfor arbejder Danske Seniorer nu for, at man med et obligatorisk årligt lægetjek kan være sikker på, at man stadig har brug for den medicin, man er blevet ordineret; at man stadig har brug for medicinen i den dosis, den er blevet ordineret i – og at den ene pille i øvrigt harmonerer med de øvrige piller, man skal tage.

… og så sender vi en stor tak til alle, som bakkede op om kravet om at få lægeattesten fjernet, så vi nu er kommet i mål med det – til glæde for alle danske seniorer.

 

Else Bendtsen

Formand for Danske Seniorers Randers Kreds

Elgårdsminde 26

8370 Hadsten