Julen er fuld af hemmeligheder og overraskelser, og en af dem er, at hitmageren har skrevet sin første julesang: Titelmelodien til årets julekalender på TV 2, Tinkas Juleeventyr. Den nye single er en duet med den unge, danske sangerinde, Frida Brygmann, og ’Tinka’ er ude i dag.

Se med da de besøgte Bo Ørris på Radio Alfa og hør eller download titelmelodien her

”Jeg tror, at det er noget alle børn og barnlige sjæle har drømt om; at kunne træde ind i de verdener, der har været skabt igennem tiden af fantastiske juleeventyr. At jeg har fået muligheden for at tilføre min lyd og musik til noget hele landet samles omkring, i årets hyggeligste måned, er selvfølgelig noget jeg er utroligt stolt af”

Sådan fortæller Burhan G, hvis musik og stemme er kendt for at ramme plet lige i hjertet – og denne gang i julehjertet. For første gang i sangerens karriere, er der skruet ekstra godt op for den søde julestemning og bjældeklang, når ’Tinka’ toner ud i de ganske julehjem, aften efter aften i december. Sangen er allerede ude i dag og er en duet med sangerinden, Frida Brygmann, som Burhan efterhånden har kendt i nogle år. Han fortæller: ”Det var vildt fedt at ’Tinka’ opstod, så jeg kunne komme i studiet med Frida. Hun er sindssygt talentfuld og det har været et sjovt samarbejde – det er altid hyggeligt at være omkring Brygmann-ånden”

Det er ingen hemmelighed, at Frida er datter af musiker og sangskriver, Martin Brygmann, og dramatiker, Line Knutzon. Den unge sangerinde har tidligere medvirket i Gasolin-teaterkoncerten på Aveny T og sunget på julesoundtracks til både ’Jesus & Josefine’ samt ’Jul i Valhal’.

Burhan G udgav for et år siden det Guld-certificerede album, ’Pas På Pigerne’, der blev ført an af de store radiohits, ’Lucy’ og ’Diana’. De seneste måneder har Burhan, med stor succes, medvirket i Toppen Af Poppen og imponeret danskerne med sin store musikalitet og stærke fortolkninger. I 2018 er Burhan G tilbage på landevejen, hvor der allerede nu meldes om få billetter og udsolgt i flere byer. Så gaven skal købes nu, hvis der skal billetter under træet den 24. december.