En 43-årig krigsveteran fra Østjylland slipper ikke for at blive anbragt på Sikringsafdelingen i Slagelse på ubestemt tid for at have dræbt sine forældre.
Det har Vestre Landsret i dag besluttet.
I byretten blev han i oktober dømt til anbringelse på ubestemt tid på Sikringen i Slagelse, hvor man anbringer de farligste sindssyge kriminelle.
Det var den afgørelse, han håbede at få ændret i landsretten, så han i stedet ville blive anbragt på en lukket retspsykiatrisk afdeling.