Egentlig skulle forestillingen, der er skrevet af Niels Olsen, have haft premiere i 2021.

Der er godt gang i salget til Randers Teaters musikalske vinterforestilling, ‘Tilfældigvis forbi’. Allerede halvdelen af de i alt 24 forestillinger på teatret er udsolgt, og det går stærkt med de sidste, skriver Randers Teater i en pressemeddelelse.

Forestillingen skulle egentligt have haft premiere i 2021, men den nåede ikke en eneste spilledag på grund af corona-nedlukningen.

Lydkulissen til forestillingen dannes af Rugsted og Kreutzfeldts største hits, når publikum inviteres med på en nostalgisk rejse tilbage til den frie studentertid.

Manuskriptet er skrevet af skuespiller Niels Olsen, der ikke har kunnet lade være med at tænke tilbage på sin egen studentertid, da han skrev forestillingen, der lægger op til en både komisk, musikalsk og til tider overraskende tur ned ad mindernes allé.

»Studentertiden er sådan en finurlig tid. Den er på en måde et symbol på overgangen fra ung og fri og fest og farver til voksen og låst og boliglån og baby. Som student står du der med huen på og den største følelse af frihed, fordi du nu kan gå ud i verden, og på samme tid lurer ansvaret lige rundt om det næste hjørne. Sådan havde jeg det i hvert fald, og jeg synes, at det er et sjovt snit at arbejde med. Der er noget komisk i på den måde gerne at ville det hele uden overhovedet at vide, hvad der egentlig kommer til at ske,« siger Niels Olsen.

I rollerne som Stig og Jenny fortæller skuespillerne Lone Rødbroe og Tom Jensen historien om to gamle flammer.

‘Tilfældigvis forbi’ har premiere på Randers Teater 20. januar og spiller til 17. februar samt 20. til 22. marts.

21. februar drager forestillingen ud på den årlige forsamlingshusturne, der lige som de seneste år er støttet af Elro-fonden. Hele turnéplanen kan ses på teatrets hjemmeside.

sra