Onsdag 14. august kan du teste dine løbeevner og udfordre dine kolleger, venner eller familie til årets Randers City Stafet 2019
Randers City Stafet er en 3,5 km rute rundt i centrum af Randers, som skal gennemløbes fem gange.
Her kan du tilmelde din virksomhed eller hold i henholdsvis herre-, dame- eller mixrækken. Et hold skal bestå af mindst tre løbere, og en løber må kun løbe to runder i træk. Du kan også vælge at gå ruten i stedet for at løbe – på den måde deltager du som enkeltperson og går én omgang på 3,5 km.
I år går overskuddet af Randers City Stafet til Psykiatriens Hus og Broen. Psykiatriens Hus er et hus, som tilbyder aktivitets- og samværstilbud til psykisk sårbare borgere i Randers Kommune. Broen er en frivillig forening, som hjælper lokale børn og unge, hvis forældre ikke har sociale eller økonomiske ressourcer til deres børns deltagelse i fritidsaktiviteter i klubber eller foreninger i Randers Kommune.
Til stafetten er der præmier til vinderne i hver klasse.
Tilmelding og yderligere informationer på https://atletikkensvenner.dk/randers-city-stafet/
Historien bag City Stafet
Efter at man i mange år havde arrangeret Randers Sport Stafetten (5 x 800 meter stafet), besluttede arrangørerne sig for, at tiden var inde til en ny form for løb.
Atletikkens Venner og Randers Sport samt Jyske Bank satte sig ned i 2012 og udviklede det nye løb – 5 x 3500 meter, hvor man samtidig kunne bestille mad. Det blev til Jyske Bank Stafetten, og til det første løb i 2013 var der 38 hold med. Siden da er det kun gået fremad – i 2018 var der 92 hold med og 240 spisende deltagere.
I 2016 blev arrangørerne opfordret til også at tage gående deltagere med. Det første år var der 46 gående med, og på samme måde som med løbet er det gået fremad. I 2018 var der 142 gående.
Nu består arrangørerne af Randers Sport, Jyske Bank, Randers Cityforening samt Atletikkens Venner, og løbet har skiftet navn til Randers City stafetten.