Jesper døde efter voldsom ulykke: Nu kæmper han for at rejse sig og gå igen

»Hvis jeg kunne rejse mig om morgenen, stå op, gå ud at tage et bad stående, og så gå ud at lave min kaffe - så er det fint,« siger Jesper Trabolt.

»Men det vigtigste er at kunne rejse sig og give et kram til mine tre børn,« tilføjer han med et smil og glimt i øjet.

Det kan måske lyde ganske basalt for de fleste, og måske endda som et lettere rutinepræget scenarie, 52-årige Jesper Trabolt skitserer.

Men det billede, han tegner med sine ord, er alt andet end rutine. Der er derimod tale om en kæmpe drøm. En drøm, der går ud på at rejse sig igen og komme til at gå.

Noget Jesper Trabolt nu kæmper med fuld energi for skal blive til virkelighed, efter et håb blev tændt for et lille års tid siden.

For de kommende måneder forbereder han sig på det projekt, han har valgt at kalde ”Vi har din ryg” - hvor han nu prøver at samle lidt over en halv million kroner sammen til en særlig operation.

Det i sig selv er lidt af en bedrift, når man tænker på, hvor han var for seks år siden.

»Det er mine ben. Det er mine ben«

For siden en skæbnesvanger nytårsnat i Spanien, da 2017 blev til 2018, har Vejlby-drengen Jesper Trabolt, som i dag bor på Aarhus Ø, været lam fra brystkassen og ned.

»Jeg når at køre en 300-400 meter på den her scooter. Og det går stærkt - og så flyver jeg forover ind over styret og rammer den her palme,« fortæller han.

Jesper Trabolt arbejder på daværende tidspunkt som sælger i Malaga og er på vej ned på stranden for at ønske nogle af sine kollegaer godt nytår, da han på en scooter, han har lånt, smadrede ind en i høj kantsten.

Brystkassen bliver knust, ribben knækket og lunger punkteret. Han prøver at komme væk - men der sker ikke noget.

»Ambulancen kommer, og jeg siger: ”Det er mine ben. Det er mine ben,”« erindrer han.

Jesper Trabolt kan ikke bevæge sig, og han bliver hastet på hospitalet.

»Og da vi kommer ind på hospitalet, kommer der en kvindelig overlæge og siger, det jeg allerede ved, at det er mine ben, den er gal med - og så er jeg væk. Jeg husker ikke mere. Kroppen er i chok,« siger han.

Jesper dør

Først 23 dage senere vågner Jesper Trabolt fra koma. Da han åbner øjnene igen, ved han godt, den er helt gal. Det har alle de voldsomme drømme, som er kommet frem på den indre nethinde de sidste 23 døgn allerede understreget.

»Jeg drømte jo, at jeg blev skudt i ryggen af en lejemorder. Jeg blev smidt i bagagerummet af en bil, og smidt ud i en sø, mens jeg var ved at dø. Det er de her kampe, jeg har haft midt i mellem liv og død,« siger Jesper Trabolt.

Skaderne udløser sammenlagt tre hjertestop lige efter ulykken. To mens Jesper Trabolt ligger i koma, og det tredje får han få dage efter, han er vågnet fra koma.

»Jeg kan huske, at de skulle vende mig. Men så falder lortet ned over mit hjerte,« som Jesper Trabolt formulerer det. For brystkassen er knækket, og da han bliver vendt, bliver luftvejene trykket.

»Jeg kan pludselig ikke få luft, og jeg kan ikke snakke. Så jeg rykker i sygeplejersken og gestikulerer, at jeg ikke kan trække vejret, men hun tror bare, at jeg er hidsig, og verfer min hånd væk,« fortæller han,

»Det næste jeg husker, det er, at det siger ”biip”.«

Der dør Jesper Trabolt, mens hans to sønner ser det, inden de bliver gennet ud af lokalet. En voldsom oplevelse for familien, men også en oplevelse, der har sat et varigt indtryk på Jesper Trabolt.

»Så er jeg væk. Det var simpelthen så dejligt. For der var ro. Der stod ikke en mand - eller en dame for den sags skyld - som tog imod mig og sagde ”kom”. Der var heller ikke ild, så det var jo fint nok. Men der var bare ro. Hold kæft, hvor var det dejligt. Det var ikke rart ikke at kunne få luft. Men da jeg døde. Helt sikkert. Det var så skønt,« siger Jesper Trabolt.

»Vidste jeg vil leve«

Men heldigvis lykkedes lægerne at få Jesper Trabolt tilbage til livet.

Og efter ulykken lykkedes det sågar også hans sønner, som gerne vil have faren hjem fra Spanien, at lave en større indsamling til den dyre hjemme-transport til Danmark og Aarhus.

Siden har han - billedligt talt - skullet lære at kravle og gå igen. At komme på toilettet eller i seng uden hjælp, har været ting, han har skullet træne sig op til.

»Men jeg vidste, at jeg ville leve på et tidspunkt. Og jeg besluttede mig for, at alt hvad jeg kunne selv, for jeg havde jo stadig mine arme, det skulle jeg lærer,« siger han.

»Og jeg følte mig som en fandens karl, da jeg selv kunne komme i seng,« siger han.

»Jeg var død og borte. Men nu sidder jeg her,« siger han fra den kørestol, der siden har været en fast følgesvend. Og det er uden bitterhed.

Tværtimod er han i disse dage fyldt med en enorm energi, fortæller han, da avisen møder ham på Kystpromenaden med Lystbådehavn i baggrunden - et af de steder, Jesper Trabolt ofte suser forbi i sin kørestol, når det både bliver til korte og længere ture på to hjul.

Noget af det, der har været med til at give ham en enorm energi, er blandt andet også det lille lys af håb, der poppede op i mørket for et års tid siden på Facebook.

Vil åbne for »termokanden«

For mens lægerne herhjemme ikke kan hjælpe ham yderligere, så faldt han over et specialhospital i Bangkok, Thailand. Her har han udfyldt en række spørgeskemaer og bl.a. talt med en kirurg på et online-møde, og her mener man, at Jesper Trabolt har en god chance for at komme til at stå og gå igen.

Her skal han - lidt forsimplet fortalt - have indopereret en slags forstærker, således at signaler fra hjernen kan nå hele vejen ned til benene. I dag er der nemlig kun lidt »strøm på kablerne« i Jesper Trabolts rygsøjle, men ikke nok til, at de kan aktivere hans ben.

»Jeg plejer at fortælle det sådan her: Hvis du forestiller dig, at en normalt fungerende rygsøjle er som en termokande uden låg på - og hvor det bare strømmer ud af kanden. Men hvis du har en komplet skade på rygsøjlen, så er låget skruet helt på, og så kan der ikke komme vand ud.«

»Mit låg er skruet lidt af, så der kan komme lidt vand ud. Der er med andre ord nogle signaler ned til kroppen, men ikke nok til, at jeg kan rejse mig. Det, de så gør, er, at de måler, hvor meget der strømmer igennem kroppen, og så kan de med den her forstærker skrue op for signalerne, så jeg faktisk kan aktivere mine ben,« siger Jesper Trabolt.

Operationen er efterfulgt af fem ugers genoptræning på hospitalet, og opholdet løber sammenlagt op i 600.000 kr. Penge, som Jesper Trabolt allerede er begyndt at samle ind.

Vil inspirere

Han kalder selv sit indsamlingsprojekt for ”Vi har din ryg” - noget der først for alvor skal sættes i søen til november.

»For det skal fortsætte det her. Det er jo ikke kun mig. Det er jo på sigt også for alle andre, og hvis det skal holdes to gange næste år, så er det to gange næste år,« siger han.

Lokale på Aarhus Ø har bl.a. allerede givet ham flere større gavekort, han kan udlodde i en auktion, og han forestiller sig også at lave en indsamling, hvor man kan donere en krone for hver kilometer, han tilbagelægger i kørestolen frem mod årsskiftet.

I skrivende stund vurderer Jesper Trabolt, at han mangler omkring 550.000 kr. for at kunne komme afsted i starten af næste år.

Han har givet sig selv en deadline, der hedder 31. december til at samle pengene ind. For det er sådan, han fungerer bedst - med en skarp deadline.

»Men det, det jo egentlig handler om, hvis du skærer alt fra, så er det også, at jeg gerne vil inspirere andre. Jeg tilhører en minoritet, fordi jeg sidder i kørestol. Men jeg har aldrig selv set mig som en minoritet. Men jeg tilhører en minoritet. Og når jeg kører herfra og skal op og hente kaffe oppe i Bruuns Galleri, så kører jeg midt på Strøget. Ikke forstået på den måde, at jeg ikke flytter mig fra nogen. Men jeg gemmer mig ikke, og jeg tror, der sidder flere som mig,« siger han.

Ved jeg har gjort alt

Når Jesper Trabolt af egne lomme skal betale for operationen på hospitalet Verita Neuro i Thailand, skyldes det, at indgrebet ikke tilbydes i Danmark.

Til B.T. har Afdeling for Hjerne- og Rygkirurgi på Aarhus Universitetshospital tidligere oplyst, at det skyldes:

»Der er ingen klar lægevidenskabelig dokumentation for, at behandlingen, der tilbydes af Verita Neuro, forbedrer gangfunktionen for patienter med rygmarvskade, og derfor tilbydes den ikke i Danmark.«

Der er ikke nogen klar dokumentation for den her behandling, lyder det fra AUH. Hvad hvis det her ikke får dig til at gå? Og der er jo altid også en eller anden form for risiko ved en operation, hvad tænker du om det?

»Folk, der kender mig, ved, at når den operation er overstået, så skal jeg bare op at gå, og det kommer jeg til, det er jeg overbevist om, at jeg gør - for var jeg ikke det, så var jeg død i dag. Det er ikke for sjov, jeg kører 6-7 timer hver dag, jeg har gjort alt for at være klar, med alt jeg kan være klar med. Fysisk og mentalt,« siger Jesper Trabolt og tilføjer:

»Men jeg kan selvfølgelig ikke garantere over for dem, der støtter mig, at det lykkedes. Men jeg bliver ikke skuffet, hvis det viser sig, at jeg ikke kommer op at gå. For så ved jeg til gengæld, at jeg har gjort alt.«

Ifølge CBC - den canadiske pendant til Danmarks Radio - så har tidligere ungdomshockeyspiller Ryan Straschnitzki, som blev lam efter en ulykke med en lastbil, fået indopereret en lignende forstærker i Thailand tilbage i 2019, og han skulle i dag være i stand til at tage få skridt med hjælp fra et gangstativ.

»Jeg har fået at vide fra hospitalet, at succesraten for operationen skulle være 98 pct., og det kan jeg godt leve med.«