Kommunen maltrakterer vores område
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger om dit lokalsamfund, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne. Du kan sende os din mening her.
Er der en plan for Lyngsbæk Strand?
Der har på det seneste været store omvæltninger for Lyngsbæk strand: Udstykning af Muldnæs, nedrivning af mole og pumpehus og påbegyndende sommerhusbyggeri i Stambækmosen. Og i sin vorden - til dels vilde planer om kunstigt rev ud for den tidligere mole, og, i hvert fald stod det Syddjurs kommune, et turistcenter ved mole og på pumpehusgrund.
Lyngsbæk strand er udlagt som sommerhusområde.
For at få styr på hele balladen, ville det være på sin plads at få udarbejdet en lokalplan for et område der omfatter Stambækmosen, pumpehusgrunden og molearealet. Naboer og grundejere nær området trænger til vide, at hvis det ikke alene skal være et sommerhusområde, hvad så. . .
På det seneste har det synes Syddjurs kommune meget magtpåliggende at maltraktere førnævnte område. I strid med tidligere forvaltningspraksis, påbegyndte man i slutningen af 2022 pludselig at udstede byggetilladelse på delvis §3 beskyttet område; der skulle kun lige flyttes lidt på §3 grænserne med dynamisk natur som alibi. Nu er der så bygget, og måske ikke så overraskende, ind over det fredede område.
Og så stak kommunen af med stafetten på nationalparkens forslag om et kunstigt rev ved den nedtagne Natomole. Mens tilsyneladende både nabogrundejerforeninger og nationalpark så på projektet som et naturoprettende og vidensformidlende ét af slagsen, så bevilger kommunen 100.000 kr. af skatteborgernes penge på konsulentbistand til en ansøgning til Erhvervsfremmestyrelse; en ansøgning der har turisme skrevet over det hele. Og alt sammen på en påstået lokal opbakning, der påviseligt ikke er til stede.
Med alle de dygtige og veluddannede medarbejdere der er i Syddjurs kommune, kunne man så ikke selv affatte en ansøgning? Nu blev det så til et afslag gudskelov, og kommunen de 100.000 kr. fattigere. Tsk, tsk.
Frem med (lokal)planlægning, så vi undgår flere kommunale overgreb i Lyngsbæk strand.