Festivalen blev åbnet søndag på Randers Bibliotek, hvor borgmester Henning Jensen Nyhuus, iklædt et til lejligheden specielt fremstillet slips, holdt en kort tale, hvorefter uddelingen af første omgang af de mange gratis teaterbilletter blev sat i gang. Selve klipningen af snoren blev i dagens anledning gjort sammen med ca. 15 børn fra forskellige steder i Randers Kommune.Der var lang kø, og hvis man var heldig stod man først i køen, da de bagerste havde ventetid på over 1 time, før man kom frem til det forjættede billetland. Imens var der dog masser af underholdning – blandt andet med rengøringskonen Herdis Jensen (Anne Abbednæs) og hendes tossede kammertjener Gregor Müller (Lars Andreasson), der lavede sjov med store følelser og højt humør på biblioteket hele eftermiddagen.Musik til billetuddelingen stod blandt andet Randers Big Band for, mens der blev jongleret rundt omkring på gangene af Jon G. Lør, der havde gang i både bolde og kegler.At teaterfestivalen er endt i Randers skyldes flere års hårdt arbejde fra Randers Kommune og Randers Egnsteater samt stort samarbejde mellem alle kommunens øvrige kulturinstitutioner. Festivalen beskæftiger i selve ugen ca. 25 ansatte og ca. 200 frivillige, og der er i weekenden indsat gratis shuttlebusser til alle festivaldeltagerne mellem Elro Arena i den ene ende og Randers Egnsteater/Værket i den anden ende.Selve formålet med en teaterfestival er, at indkøbere fra ind- og udland kan se det bedste som dansk teater kan tilbyde på børne- og ungeteaterfronten. Der er registreret knap 500 indkøbere, der sammen med godt 500 teaterfolk, fylder godt op på byens hoteller og restauranter.Fra Randers er der 8 forestillinger med. 2 fra Teater Neo (tidligere Mariehønen) og 6 fra Randers Egnsteater, der dermed er festivalens største leverandør.