De var der alle sammen, skolerne, ungerne, deres forældre og søskende. Måske 300 í alt inkl. de tilløbende lørdagsbesøgende i handelsbyen Randers.Op imod 20 sæbekassebiler var tilmeldt det stort anlagte grand prix arrangeret af fire Rotary-afdelinger i Randers. Her var storskærm, speaker, konkurrencer, reklameshow, show off, rigtige biler fra byens forhandlere, halmballer som i Tom Belsøes dage og endnu et bevis på, at Østervold altså dur til noget – når det skal være.Dagens startede på Rådhustorvet, hvor de mange sæbekassebiler for første gang viste sig frem. Nogle smukt dekoreret i alt fra aloha-scenarier fra Hawaii til filmfolkevognen Herbie, 2CV, veteraner og nogle mere futuristiske med udstødningsrør og masser af instrumenter.Herefter kørte ”driverne” og deres skubbende rugbrødsmotorer parade ad Torvegade, Burschesgade og Dytmærsken til pit-stoppet langs racerstrækningen på Østervold. Lige ved start- og målområdet.Indlagt var bl.a. en konkurrence om den bedst dekorerede bil. Men ovenover alting konkurrencen om at køre rundstrækningen på volden hurtigere end konkurrenterne. Der blev kørt i heat med op til tre biler ad gangen fordelt i to grupper: 4.-5. klasse og 6.-7. klasse.De mange deltagere fik en forrygende afslutning på det hårde, men spændende arbejde med at flikke bilerne sammen. En enkel bil var konstrueret i så dyb hemmelighed, at det tangerede en ny model fra italienske Lamborghini. Modellen var dog fra Langå. Teamet bag havde oven i købet prøvekørt rundstrækningen en mørk aften, så de lige vidste, hvad de gik ind til.Løbet blev afviklet med tilføjelsen ”Børn hjælper børn”, som dækker over, at et overskud fra sponsorer m.v. går til Unicef-arbejde der, hvor der er behov – altså en ekstra hjælp til Unicef-by Randers.Og så kan vi hilse at sige, at løbet var Co2-neutralt, men at der var en svag duft af brændt gummi. Der blev jo kørt stærkt om hjørnerne.Ifølge Rotarys lokale talsmand Bjarne Riis Nygaard er det meningen, at løbet bliver en tradition. Underskriften blev ligesom skrevet lørdag…
Se iøvrigt billedgalleriet fra en munter formiddag i midtbyen.