På Din Avis har vi haft den daglige fornøjelse at kunne sige hallo, hej og daw-med-dig til Miss Piggy, som pænt gjorde en afstikker og kom til bagdøren for at få en snak. Måske fordi trafikken af indgående og udfarende kunder og medarbejdere sled på hoveddøren. Man skal jo nødig gå i vejen.Miss Piggy, der er på størrelse med en nålepude, er så absolut en kæledægge, og hun er særdeles vaks af natur. Hun troppede forleden velvilligt op til fotosession i regnvejr, men sådan lige at lade sig vise ”en face”, var hun ikke ubetinget til sinds. Lidt krukket har man da lov at være.Men – måske for at få det overstået – lod hun sig digitalisere forfra, bagfra, fra siden, siddende, gående, løbende og bare sådan almindeligt. På stikkerne var hun i hvert fald.Redaktionen regner ikke med, at Miss Piggy bliver. Lige nu springer hun rundt og fylder sig med snegle, orme, bænkebidere, ørentvister, biller og alt muligt andet kryb, så hun kan blive tyk og fed, inden hun går i hi. Og så ser vi hende måske først næste år, når hun selv er blevet mor til små kælestikker, undskyld, kæledægger.