Det var historisk, da mellemvægteren Christoffer Nordved Madsen gik i ringen for Combat Boxing Randers ved en stor international turnering i Hillerød, der havde samlet deltagere fra otte nationer.Christoffers debut var nemlig den første rigtige kamp i den nystiftede randrusianske bokseklubs historie.Og hvilken debut – Eller rettere hvilke to første kampe for både Christoffer og klubben.For det endte med, at Christoffer kunne returnere med guldmedaljen efter to flotte sejre.I semifinalen besejrede han Daniel Iversen fra Hillerød med computercifrene 13-6, og i finalen blev det 13-7 til Christoffer mod svenske Joakim Långstrøm fra BK Revansch.Guld til Christoffer Nordved Madsen i mellemvægt i stor international turnering (otte nationer). Træner Johnny Jørgensen var tilfreds med elevens indsats. ”Semifinalen blev en rigtig god teknisk kamp. Daniel Iversen var en god teknisk bokser, der med hjemmepublikummet i ryggen kæmpede godt, men Christoffers gode kondition kom ham til gode, så han i slutningen af hver omgang scorede mest og vandt alle omgange (tre gange tre minutter),” siger Johnny Jørgensen, der kunne se konditionen og bedre teknik blive afgørende i finalen, der aldrig blev den store bokseoplevelse.”I modsætning til den teknisk gode semifinale blev finalen en noget rodet affære.Svenskeren var højrefodsbokser og noget uren med vilde sving. Men den type klarer Christoffer også. Christoffer gik til svenskeren med stor selvtillid, vandt også her samtlige omgange og viste god teknik og ufattelig viljestyrke og kondition,” roser Johnny Jørgensen.