Lockouten af lærerne betyder nu, at en vigtig del af Syddjurs Kommunes sundhedspolitik må udskydes et år. Som led i budgetaftalen blev det besluttet, at skolerne skulle fokusere på bevægelse, og indføre en times integreret bevægelse om dagen. Den ordning skulle have været indført fra det nye skoleår, men lockouten betyder, at det nu først bliver en realitet om et år. Og det ærgrer formanden for Sundhed, ældre og socialudvalget Ninna Thomsen, der var initiativtager til forslaget. Hun siger, at gennemførelsen af beslutningen ville have været en utroligt stor gevinst for børnene, en gevinst de kunne drage nytte af hele livet – både sundhedsmæssigt og læringsmæssigt.