Et nationalt partikelterapicenter til behandling af kræftpatienter i Region Midtjylland vil ikke bare være et kæmpe løft til kræftbehandlingen i Danmark. Beregninger fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, viser, at et partikelcenter også kan betale sig økonomisk. I dag bliver patienter med behov for den særlige partikelterapi enten henvist til USA eller Tyskland. Det er både besværligt og belastende for patienterne, men også dyrt. Med et dansk partikelterapicenter kan udgifterne til behandlingen bringes ned, ligesom flere patienter kan få glæde af den moderne og mere skånsomme behandling. Et internationalt ekspertpanel pegede i slutningen af 2012 på Aarhus Universitetshospital som hjemsted for centret. Siden har Sundhedsstyrelsen som et led i specialeplanlægningen udpeget Aarhus som hjemsted for centret. Regionsrådsformand Bent Hansen ser nu frem til at komme videre med planlægningen, herunder finansieringen, af centret.