En servicevagt hos Fakta i Langå opdagede i går eftermiddag, at en mand stjal varer fra butikken. Butikstyven nåede at køre væk i en personbil, inden vagten fik slået en klo i ham. Vagten nåede dog at notere bilens nummer, så kort efter fik butikstyven, der er 37 år og fra Langå, besøg af politiet. Det viste sig, at han havde stjålet nogle opbevaringsbokse af ringe værdi, og han blev derfor sigtet for butikstyveri.