En brand hærger hertil morgen en landbrugsejendom på Robstrupvej nord for Grenaa. Ifølge Brand og Redning Djursland er flere heste og kreaturer reddet ud af staldene, men flere får har mistet livet. En lade med 3.500 bigballer brænder fortsat og vil brænde længe, fortæller indsatslederen til TV 2 Østjylland. Fårene befandt sig i laden med bigballerne og brandfolkene havde ifølge indsatslederen ingen mulighed for at komme ind til dem. Ingen personer er kommet til skade ved branden, som blev anmeldt klokken tyve minutter i fem.