Nu kan de svageste ældre i Randers Kommune få hjælp til at lave deres livret, bage en kage eller få en god snak over en kop kaffe. Med den nye klippekortordning får kommunens svageste ældre fra i dag en halv times ekstra hjælp om ugen – en halv time, som de må bruge lige præcis, som de gerne vil. Det er de ældre borgere, der i forvejen får mere end ti timers hjælp om ugen, der kan blive godkendt til klippekortordningen. Det drejer sig om cirka 300 borgere i Randers Kommune.