U15-hold blev Frejas første vinder af KB Cup
 
Randers Freja har i mange år deltaget med en række hold i den store ungdomsturnering KB Cup, der nu hedder Audi KB Cup. Men først i år lykkedes det et Freja-hold at gå hele vejen og komme til tops i den stærkt besatte internationale turnering.
Frejas U 15-hold med cheftræner Fatah Abdirahman, der forud for denne sæson blev ansat som fuldtidstræner hos Randers Freja og Randers FC, ved roret og på sidelinjen, sikrede den store Freja-triumf.
Freja-gutterne var rimeligt suveræne og vandt i finalen 3-2 over norske Stabæk. Cifrene lyver lidt om styrkeforholdet og jævnbyrdigheden, for Freja var foran 3-0 ved pausen. Det var for øvrigt bl.a. Stabæk, der var med til at sende et af de forventede favorithold – AaB’s jyske mestre i U 14 i sidste sæson – ud af turneringen. Kun puljevinderne gik videre, og nordjyderne røg ud allerede i indledende puljespil.
Freja havde vundet indledende puljespil efter sejre over finske Honka, svenske Helsingborg IF og norske FK Fyllingsdalen. Tre kampe, der gav ni point og en målscore på 10-2.
Meget imponeret
 
I semifinalen ventede svenske Halmstad BK, der heller ikke kunne stoppe Fatah og hans trup, og det endte med en randrusiansk sejr på 2-0. ”Det var en stor præstation af holdet. Vi mødte skandinaviske modstandere på et meget højt niveau, og spillerne fik vist skarphed både som hold og individualister – en skarphed, som jeg er meget imponeret af,” siger Fatah Abdirahman. ”Spillerne har fået en masse kamptræning i benene og er samtidig blevet klogere på, hvordan det er, vi gerne vil spille. Vi er stolte over resultaterne, vi har lavet, men det vigtigste var måden, vi gjorde det på,” siger Fatah Abdirahman.
I KB deltog desuden bl.a. FC København, Silkeborg og Sønderjyske, mens AGF, Brøndby og FC Midtjylland i stedet havde valgt at deltage i Brøndby Cup, der afvikledes ugen inden KB Cup.
De tre klubbers fravær skal dog ikke spolere Freja-truppens glæde og stolthed over sejren.
”For de scouts, jeg har snakket ned, er alle enige om, at niveauet var bedst i KB Cup,” siger Fatah, der nu glæder sig til at komme i gang med efterårsturneringen, hvor spillerne får deres sag for, hvis de skal klare sig mod de andre jyske klubber – især AGF, AaB og FC Midtjylland, der alle satser anderledes voldsomt end Freja og FC på grupperne U 13, 14 og 15.
I Freja kalder Fatah til træning fem gange om ugen – én gang mandag samt to gange både tirsdag og torsdag. Og så kommer kampene ved siden af.
”Men vi er stadig halvanden time bagud i forhold til AGF, AaB og FC Midtjylland, for netop de tre klubber træner også to gange om mandagen,” siger Fatah, der i løbet af sommeren har fået nye spillere fra bl.a. FC Aarhus, TRIF og Lyseng.
Han er spændt på fortsættelsen.
”Sejren i KB Cup var langt over forventning. Det var virkelig en voldsom oplevelse,” siger Fatah, der tidligere med stor succes har været træner i Freja, men i sommeren 2014 blev hentet til FC Midtjyllands elitefodboldskole på en flerårig aftale, som Fatah af personlige årsager måtte bede sig fritstillet fra i sommeren 2015.