Både Randers HK og Randers HH klar til premiere
 
Så går det løs igen med kampene om point i de danske håndboldligaer og divisioner. I Randers venter man spændt på at se, hvad et stort næsten nyt Randers HK-kvindeligahold hold med ny træner (Ryan Zinglersen.- red.) og Randers HH i herrernes næstbedste række kan præstere.
Randers HK starter sæsonen fredag aften ude mod Ringkøbing og har første hjemmekamp tirsdag 8. september mod sølvmedaljevinderne fra sidste sæson, Team Esbjerg. Set fra sidelinjen bør det resultere i randrusiansk sejr i premiererunden, mens man nok må erkende, at vestjyderne er favorit i opgøret i anden runde.
Randers HK gjorde det ganske udmærket, da holdet i landspokalturneringen besejrede 1. divisionsholdet Ajax så stort som son 36-17 efter 23-9 ved pausen, men modstanden bliver noget anderledes i ligakampene.
Randers HH, der efter at have været meget tæt på oprykning til ligaen i sidste sæson, satser på, at nu skal det være. HH starter sæsonen hjemme på lørdag mod Hjallerup.
Randers HH fik en fornem generalprøve på premieren, da holdet i landspokalturneringens ottendedelsfinale hjemme gav ligaholdet GOG rigeligt at se til – men desværre kun i de første godt tre kvarter. Randrusianerne fightede og sloges fornemt, men i det sidste kvarter var spillerne slidt op af et hæsblæsende tempo og en masse hårde nærkampe.
Randers HH tabte 25-30, men havde stor ære af kampen. Det havde dog hverken træner- eller spillerstab noget at bruge til, og skuffelsen i spillertruppen var særdeles tydelig efter kampen.
Randers HH, der overraskende nok havde store problemer i overtalsperioder, førte 21-19, men kom så bagud 22-26, og da HH ikke formåede at udnytte en fire minutter lang overtalsperiode, skulle det ende med fynsk sejr. Og det gjorde det så også helt som ventet, men HH-spillerne må have fået indtrykket af, at man godt kan begå sig i ligaen.
Nu handler det så bare om at komme derop….
Lasse Kronborg fra GOG havde rosende ord til Randers HH: ”De har et godt hold, dækker godt op og kender hinanden. Jeg bemærkede flere gode spillere, men der er også pladser, hvor de godt kan blive bedre og skal forstærkes. Men jeg tror absolut, de kommer med i toppen af 1. division. Ligaen? Det tør jeg ikke udtale mig om,” lød det fra Lasse Kronborg efter den fynske sejr.
Randers HH-sportschef Peter Hansen troede, hans hold kunne have stået distancen længere.
”Vi blev slidt op. GOG skiftede meget mere ud end os, og da vor trænerbænk specielt i første halvleg trask store veksler på få folk, var der til slut ikke mere i vore spillere. Men jeg glæder mig over de første 45 minutter og især en virkelig god 1. halvleg, hvor der blev spillet hurtigt og godt angrebsmæssigt,” siger Peter Hansen, der har store forventninger til weekendens sæsonpremiere mod nyoprykkerne fra Hjallerup.
”Vi har respekt for alle modstandere, men det er et hold, vi skal besejre. Vi skal være bedre end dem….”