Johnsen Graphic Solutions A/S i Grenaa har købt webspecialisten Joedex i Randers, og styrker dermed reklame- og webbureauet med flere stærke online-kompetencer og fremtidssikre ressourcer
 
I 2012 etablerede Johnsen Graphic Solutions A/S et reklame- og webbureau, der har vokset hurtigt med en konstant positiv udvikling. Formålet er at skabe kommunikative løsninger på tværs af medier og platforme med baggrund i en solid strategi og fokus på holdbare resultater.
Derfor har Johnsen Graphic Solutions A/S opkøbt Randers virksomheden Joedex, der udvikler webshops, portaler, intranets og mobile applikationer. Med købet af Joedex styrker Johnsen Graphic Solutions A/S sine kompetencer inden for onlineløsninger.
”Det er vigtigt for os, og især vores kunder, at vi konstant er forud for udviklingen inden for de digitale muligheder, og kan tilbyde de bedste løsninger med de stærkeste værktøjer”, siger administrerende direktør og ejer i Johnsen Graphic Solutions A/S, Steen Johnsen.
”Siden Torben Lajer startede Joedex i 2004 har han udviklet systemer og funktioner, der har været forud for markedet, og derfor styrker vi et væsentligt kompetenceområde med købet af virksomheden”.
 
Flytter ind
Foruden viden og systemindsigt, medbringer Joedex en lang række webkunder, der bl.a. tæller Aarhus Universitets Hospital, bilerne.com, Glud Vin og Regionshospitalet Randers. Også den mobile portal Mobilplan, der er et time/sagsstyringssystem til håndværkere, følger med – sammen med de 500 håndværksvirksomheder, der er tilmeldt løsningen.
”Når vi vælger af købe lige præcis Joedex, er det også fordi, vi får mennesker og kompetencer, der har opbygget en forretning fra bunden i web- og onlinebranchen – en branche i rivende udvikling, hvor kun de stærkeste skaber en solid virksomhed,” siger koncept- og salgsdirektør i Johnsen Graphic Solutions A/S, Thomas Olsen. ”Købet giver os mulighed for at blive både dybere og bredere funderet i vores onlineløsninger, og samtidig kunne håndtere endnu flere løsninger. Vi er et systemuafhængigt webbureau, med fokus på kommunikation og resultater for vores kunder. Vi mener, at løsningen kommer før systemet, og det har vi sat et endnu stærkere hold til”.
Det tidligere Joedex flytter ind hos Johnsen Graphic Solutions A/S i august. Hidtil har Joedex haft domicil i Randers Business Park på Randers Stadion, Auto C Park.