På en veltilrettelagt workshop hos internetgiganten Google blev der kodet på livet løs og skabt både hjemmesider og animationer til stor inspiration for elever og undervisere fra Tradium EUX Business, som havde taget turen fra Randers til København for at få et indblik i, hvad kodning og programmering er og kan anno 2015.
Forud for workshoppen hos Google var eleverne blevet undervist i kodning af simple apps og websites i en intern workshop, og de var derfor velforberedte, da de kom til workshoppen. 
 
Tænker ud af boksen
“Både elever og undervisere fik et indblik i en innovativ, moderne og uformel virksomhedskultur, hvor værdierne er at skabe noget ud over det sædvanlige”, fortæller underviser Birgitte Holm, Tradium EUX Business.
Eleverne så film om Googles produkter og udviklingsarbejde, hvor det at ”tænke ud af boksen” ikke blot er noget man kan gøre. Det er hvad Google forventer af medarbejderne. Undervejs blev eleverne introduceret for forskellige sprog at kode i, bl.a. HTML og Java, og hvordan det at kode programmer har ændret sig gennem tiden fra at være meget kompliceret og derfor kun for ”de nørdede” til at være noget, alle kan lære i mere eller mindre grad.
“Elevernes engagement var stort og spørgelysten ligeså. Det førte til diskussioner om, hvorfor det at kode er vigtigt, hvad det kan bruges til, og hvordan kodning kan ændre de unge fra at være brugere af it til at være skabere af it”, oplyser Birgitte Holm.
 
Webpages
Efter frokosten blev eleverne sat i små grupper for at kode en webpage. De dygtige værter fra Google inspirerede og opfordrede eleverne til at være kreative i deres udformning af deres produkt. Eleverne kunne få hjælp af en Google-programmør til at gennemføre deres idéer, og der blev i en fart produceret nogle flotte webpages med forskellige designs og kreative løsninger.
Google-værterne var meget imponerede over Tradiums elever, der på meget kort tid nåede at programmere både sjove og kreative webpages.
Som afslutning på dagen fik eleverne mulighed for at vise de eksempler på apps og hjemmesider, som de havde udarbejdet hjemmefra.
“Både os undervisere og eleverne rejste glade og inspirerede hjem fra et super besøg hos en topprofessionel virksomhed. Vi glæder os nu til det videre arbejde med kodning”, siger Birgitte Holm.