Oplev rollespil på første række, når Randers Bibliotek får besøg af en håndfuld elever fra en vaskeægte rollespilsefterskole
 
10. november får Hovedbiblioteket i Stemannsgade besøg fra Østerskov Efterskole, når en håndfuld elever kommer for at vise, hvad rollespil egentlig er og fortælle, hvordan man kan lære matematik med rollespil.
Østerskov Efterskole er den eneste skole i verden, som underviser udelukkende via rollespil. Alle fag fra matematik til historie bliver gjort via de såkaldte læringsrollespil. Det betyder kort sagt, at elever og undervisere hver uge skaber en fælles fortælling omkring undervisningen, som både gør det lidt sjovere at gå i skole og præsenterer undervisningsindholdet på nye måder.
Men der er meget mere rollespil på Østerskov Efterskole end blot det i undervisningen, mange af eleverne deltager i og er selv med til at arrangere deres egne rollespil på skolen.
Det er interessen for at skabe egne events og fortællinger, som man kan møde på Randers Bibliotek, når nogle af skolens elever kommer forbi og inddrager alle interesserede mellem 10 og 15 år i et kort men intenst rollespil.
Østerskov Efterskole besøger biblioteket 10. november fra klokken 16-17.