Unge, der vil have indflydelse på den lokale ungekultur og andre tiltag henvendt til unge i Randers kommune, kan i disse uger tilmelde sig som kandidat til det kommende Ungeråd. Selve valghandlingen finder sted i perioden 18.-29. januar 2016, men inden da kan alle unge fra Randers Kommune i alderen 15-25 år stille op til valget. Kandidater kan nu tilmelde sig via hjemmesiden ungevalg.dk. Ideen til et Ungeråd kommer fra Randers Byråd, der ønsker at gøre de unge til vigtige sparringspartnere, når det handler om beslutninger der vedrører unge.