”I Randers Kommune er der rigtig mange borgere, virksomheder og foreninger, som gerne vil bidrage til, at Randers bliver et endnu bedre sted at bo og leve. Det skal vi som kommune understøtte, og den ny politik for aktivt medborgerskab skal være med til at sikre, at vi bliver de bedste til at inddrage civilsamfundet. Forvaltningen har lavet et forslag, som vi nu sender i høring, og jeg ser frem til forhåbentligt mange gode input, der kan kvalificere politikken yderligere,” siger Louise Høeg, der er formand for socialudvalget.
Forslaget til den ny politik for aktivt medborgerskab er blevet til i en åben proces, hvor borgere, virksomheder og foreninger har bidraget. Politikken indeholder visioner for det aktive medborgerskab; der skal være fokus på muligheder frem for begrænsninger, der skal samarbejdes om udviklingen af Randers Kommune, alle skal kunne være med, og der skal være plads til alle. Samtidig er der lagt op til, at der løbende bliver fulgt op på politikkens resultater.
 
Det skal give mening
”Det er afgørende, at det giver mening for borgere at engagere sig i lokalsamfundet og, at det sker på borgernes præmisser. Det stiller krav – også til kommunen – hvor vi skal blive bedre til at tænke i muligheder frem for begrænsninger. Her bliver politikken en vigtig bannerfører,” siger Louise Høeg.
Socialudvalget har behandlet forslaget til politikken på dets seneste møde og forslaget bliver snart sendt i offentlig høring samtidig med, at det bliver behandlet i de øvrige fagudvalg i kommunen. Så snart forslaget er i høring, vil det være muligt at afgive høringssvar fra Randers Kommunes hjemmeside, www.randers.dk.
Efter planen tager socialudvalget stilling til det endelig forslag til politikken i begyndelsen af marts, inden byrådet skal behandle politikken 4. april.