Michael “Kelde” Kjeldsen – dj og producer udgiver på fredag 4. marts sin 10. single med titlen “Afterparty” – stilen er melbounce, dancegenren – stilen Kelde har lagt sig fast på og som har taget ham vidt omkring – blandt andet som artist ved årets Danish Deejay Award to år i træk
 
Og i år kulminerer hans karriere med nominering i årets remix af Kongstednummeret “Whine dat” ved dette års show, der finder sted på Train i Aarhus torsdag 28. april.
“Det var målet, da jeg startede ud som musiker, at jeg ville nomineres ved Deejay Awarden, og det har jeg altså nu opnået”, fortæller han.
Der er pause i studiet hos Radio ABC, hvor Kelde har sin daglige gang som radiovært. Et job, der inspirerer ham til at nå endnu længere med musikken.
“Det her er en kæmpe milepæl i karrieren med nomineringen og jeg bilder mig selv ind, at jeg har lige så stor chance for at vinde som de andre. Men nu må vi se”, siger han beskedent.
Og Danish Deejay Award er noget af det største at blive nomineret til, når man er dj og producer fortæller han.
Siden nytår er det kun gået fremad med Keldes karriere. Han skiftede manager og pludselig er kalenderen booket til flere interessante events over året. Blandt andet skal Kelde spille i Tap 1 hallen i København, hvor danceeventen “Blow out” finder sted 25. marts. Her skal han på scenen sammen med blandt andre Morten Breum, Too-many-left-hands og Paul Van Dyk fra Holland – en dj-trance producer i international klasse.
“Jeg håber, at et job som dette, vil give mig mere anerkendelse og åbne nogle døre også til udlandet”, siger Michael Kjeldsen.
 
Lys fremtid
Han er meget spændt på, hvad 2016 vil bringe og kan lige nu ikke se nogle begrænsninger for, hvad der kan lade sig gøre med den nye manager.
“Lige nu koncentrerer jeg mig dog om den næste udgivelse, og derudover er jeg spændt på hvad året bringer af nye jobmuligheder – måske også i udlandet”, siger han.
De næste tre måneder er kalenderne næsten fyldt op hver weekend.
“Det er hårdt arbejde, når du også skal producere og passe et job ved siden af. Men det er dejligt at se, at det faktisk fører til noget, at du lægger så meget arbejde i musikken”.
Og der bliver støttet op om den unge musiker. Sidste år fik han en bilaftale med Ejner Hessel, hvor de sponsorerer en bil, så han kan køre sikkert og behageligt rundt til sine spillejobs i hele landet.
“Sådan en aftale betyder meget for mig. At der er nogle, der tror på mig og bakker mig op. Det giver energi”, siger Michael Kjeldsen – altså i daglig tale kaldet Kelde.
Han er dog ikke et sekund i tvivl om, at han bevarer jordforbindelsen uanset, hvor dette musikeventyr tager ham hen.
“Hele min verden er musik. Hos Radio ABC er der musik, og når jeg kommer hjem, går jeg i studiet. Det er næsten 24-7. Men så har jeg jo en hustru, som jeg også er sammen med, og hunden skal jo også luftes hver dag. Men indtil videre beholder jeg da mit job hos Radio ABC”, siger han og smiler.
Alle interesserede er velkomne til releasefesten hos Ejner Hessel. Festen starter kl. 17, og Kelde går på med musikken kl. 19.30. Derefter er der afterparty i Storgade.