I næsten 50 år har Else-Marie Andersen levet et liv med blomster. Først med egen forretning, siden med blomsterkurser, udstillinger, bøger og meget andet. Hun har gennem alle årene markeret sig som en af Danmarks førende blomsterdekoratører, og har netop udgivet endnu en bog – nummer otte i rækken
 
Denne gang med titlen: Et Blomsterliv, som hun har skabt sammen med fotografen Jakob Lerche og layouteren Line Paweiczyk.
I bogen fortæller hun om årets gang i naturen og krydrer det med personlige tanker og oplevelser.
”Det har absolut været den sværeste del at få sine tanker skrevet ned og kogt ind for sådan en som mig, der er vant til at udtrykke mig i blomster, ikke i ord”, siger Else-Marie.
Gennem årene har Else-Marie Andersen arbejdet sammen med flere kunstnere bl.a. blomsterkunstneren Tage Andersen, som hun beskriver som mesteren over dem alle. Hun var også med til at udsmykke Vor Frue Kirke til Kronprinsparrets bryllup.
Det husker hun stadig tydeligt. Da orglet satte i gang og den kommende Kronprinsesse gjorde sin entré, var Else-Marie ved at blive slået omkuld,
”Den færdigpyntede kirke, den vidunderlige blomsterduft fra de mange tusinde blomster. Det var helt fantastisk. Tårerne trillede ned ad mine kinder”, lyder det fra Else-Marie.
I hjemmet i Hornbæk er der lige nu gang i blomsterbinderiet selvom foråret ikke helt er kommet, for det er en fritidssyssel, man kan begive sig af med hele året, fastslår Else-Marie Andersen.
“Jeg går på inspirationsture i naturen og finder grene på jorden og andet godt du kan pynte med – alt kan jo bruges i blomsterbinding”, fortæller hun.
Og det er kun fantasien, der sætter grænser, mener hun. Og Else-Marie har en livlig fantasi. Så livlig at hun selv må få fremstillet sine forme og figurer hun bruger til opsatser.
“Men jeg holder også at gå i genbrugsforretninger for at finde gamle lysestager og kageforme. De kan snildt bruges til noget kreativt”, fortæller hun.
Hun har blandt andet udviklet en helt speciel form for dekorationer, hvor hun bruger parafinkager som hun pynter med grønt, blade og grene fra naturen – ja sågar en gammel italiensk kage har fået lak, og er blevet dekoreret.
“Vi havde fået en kage forærende og jeg lod den stå på bordet i køkkenet flere måneder. Den beholdt formen og farven og til sidst gav jeg den lak og dekorerede den. Så du kan se, det er alt hvad man selv finder interessant der kan bruges i blomsterbinding”, siger hun.
Bogen som netop er udkommet “Et blomsterliv” er ikke en lærebog. Bogen er mere en hyldest til blomsterkunsten, hvor Else-Marie viser de mange forskellige varianter af blomsterdekorationer man kan lave. De farvestrålende billeder har hun krydset med sine filosofiske tanker omkring livet og hendes store interesse blomsterbinding.
Bogen kan blandt andet købes i boghandlen og på www.elsemarieandersen.dk, og er allerede solgt i 1000 eksemplarer.
“Jeg synes jo det kunne blive en fin morsdagsgave i stedet for en buket blomster”, siger hun og smiler.