Der har været nogle svære år for Klaus Kristensen som selvstændig erhvervsdrivende – alt sammen kulminerede oven i hans hoved da han åbnede Harry´s Coffee i middelgade og han gik ned med en depression og angstanfald. Det var så slemt, at lægen indlagde ham på psykiatrisk afdeling i Randers og her et halvt år efter er det tid at se tilbage på, hvad der fik læsset til at vælte
 
Han sidder i sofaen i Harry´s Coffee. Smilet er at finde både på ansigtet og i øjnene. 51-årige Klaus Kristensen er en mand, der ikke sådan lige er til at slå ud. Så trods af at han har haft sit livs nedtur over det sidste halve år, kan han stadig smile og finde det positive i tilværelsen. For livet skal jo gå videre, er hans filosofi.
“Jeg har altid været åben omkring mig selv, og det tror jeg har hjulpet mig gennem det her”, fortæller han og tager en tår af den friskbrygget kaffe.
Nedturen startede efter flere år med retssager mod ejeren af Randers Midtpunkt. Disse retssager fulgte i kølvandet på et par retssager, da han havde Pitstop i Aarhus, hvor han også oplevede et par røverier og trusler på livet. Dette kom i kølvandet på et par røverier og 43 indbrud, da han havde købmandsforretning i Romalt. Og set i bagspejlet kan han godt forstå, at det var blevet for meget.
“Men det kunne jeg jo ikke, da det stod på. Der tog den ene dag bare den anden. Men jeg havde nogle gode folk til at få mig til læge, da det begyndte at vælte”, fortæller han.
Hans revisor så det nemlig med det samme, at den var helt galt fat.
“Han bad mig øjeblikkelig om at søge lægehjælp, da han kunne se på mig, at jeg rystede og var ved at gå helt ned. Og det gjorde jeg så. Han sendte mig hjem med medicin, men i løbet af de næste to uger kontaktede jeg ham flere gange, for jeg var bange. Jeg turde ikke engang gå i bad og bare jeg fik en sms eller min telefon ringede, fik jeg det meget meget dårligere. Jeg kunne slet ikke håndtere noget.  Og det ligner slet ikke mig. Jeg fik en tid ved lægen igen, og to dage efter blev jeg indlagt på psyk”, fortæller Klaus.
Forud gik dage, hvor han bare lå hjemme i sengen – turde knap nok gå ud af soveværelset – sov ikke og spiste ikke – sad bare foran en computer og rystede og trykkede på en knap på tastaturet.
“Jeg tabte ti kilo en uge op til indlæggelsen, jeg har aldrig troet, at jeg skulle få det så skidt”, fortæller han.
“Det hele var bare sort. Jeg kunne ikke se nogen fremtid. Jeg troede ikke, at der var nogle, der ville være sammen med mig – hverken min kæreste eller mine børn og venner. Jeg havde bare lyst til at ligge helt stille for mig selv, men kunne godt se, at jeg skulle have hjælp med det samme”, husker han.
“Og så tænker jeg på de gange, hvor man tænker om andre, at de skal tage sig sammen. Men det kan man altså ikke bare sådan lige”, siger han bestemt.
“Alt er sort og du tror at du er skyld i alle verdens problemer. Og så har jeg altid sagt at jeg synes at selvmord er egoistisk, men det siger jeg heller ikke mere. Jeg har dog ikk haft selvmordstanker, vil jeg godt lige slå fast”, fortæller han.
 
Indlagt
Lægens dom var stress. Og så fulgte fire uger på psykiatrisk afdeling i Randers. De første to uger lå Klaus bare i sin seng og rystede. Han fik beroligende og angstdæmpende medicin – han fik intensiv behandling. Den bestod af medicinen og samtaler med en læge på stedet.
“Langsomt kunne jeg begynde at fungere igen, men det var ikke nemt. Jeg tog 17 kilo på, fordi man bliver sulten af medicinen, men jeg havde jo også tabt ti kilo forinden”, fortæller han.
“Jeg havde en fantastisk læge – Sofie – hun viste, hvad der her handlede om, og hun fortalte mig, at det ville tage et år med sygemelding. Det her er ikke for sjov, sagde hun. Hun fortalte også, at jeg skulle passe på, for fik jeg en tur mere som denne, ville mit liv være ødelagt”, fortæller Klaus Kristensen.
Han sidder lige så stille og bladrer i de papirer hvor han har skrevet forløbet op på. Han kan ikke huske så godt mere og roder lidt rundt i historien – det handler om at få det hele med, og så hellere fortælle tingene to gange end at glemme noget vigtigt.
“Jeg kæmper hver dag for at blive rask. Og det går også bedre – nu er jeg da i  det mindste optimistisk igen”.
 
Rygter og business
Der har gået rygter om hvad der var galt med Klaus Kristensen og hvordan det gik med Pitstop i Randers Midtpunkt. Rygter der kommer af, at han ikke har vist sig i spillebutikken siden september.
“Men det er nu ikke fordi jeg ikke har været åben, når jeg har mødt folk, for jeg har fortalt alle på min vej, hvordan det har været fat med mig. Men jeg har da hørt rygter om, at jeg skulle have kræft og lå for døden. Men jeg har altså ikke kræft”, siger Klaus.
“Grunden til at jeg ikke har vist mig i Pitstop er at det var det der indirekte var årsagen til at jeg fik det dårligt. Retssagerne og problemerne med ejeren har gjort at bægeret flød over. Og jeg er bange for at gå derop, for at få det dårligt igen. Det kan jeg også fordi jeg har et helt fantastisk personale, der tager hånd om stedet. Jeg har en fantastisk revisor og en fantastisk bank, der har hjulpet mig igennem disse svære måneder, for det er dyrt at være syg”, fortæller han.
Men han er ikke ved at gå konkurs hverken med Pitstop eller Harry´s som han er ved at løbe i gang, og det er også her at han lige så stille vil vende tilbage til arbejdslivet med fire timeres arbejde om ugen fra maj.
“Jeg tror godt jeg kan holde til at arbejde to gange to timer om ugen, for også her har jeg et fantastisk personale, der virklige har kommet med goe id´´eer og serviceret den stigende kundekreds vi har”, fortæller Klaus Kristensen.
Harry´s Coffee er en spillecafé hvor der i særskilt lokale står spillemaskiner og man kan tage sig en kop kaffe samtidig med man spiller online spil. Stedet er også blevet populært for unge, der hvis de er under uddannelse får rabat på kaffe og andre drikkevarer og her er der også plads til mødregruppen – som ja, godt må amme på stedet.
“Vi har også indrettet pusleplads på toiletterne, så de er mere end velkomne de små”, siger Klaus.
Som noget nyt prøver Harry´s Coffee at lave små intimkoncerter startende på torsdag 28. april, hvor den lokale Peter Vildmand kommer og underholder med sin guitar. Det koster en flad hundrekroneseddel – og det er inklusive en platte, hvis man dukker op kl. 18.00.Koncerten starter kl. 19.00.
Harry´s Coffee er ved at kravle ind i folks bevidsthed og det glæder Klaus Kristensen, der nu ser lydt på fremtiden.
“Derfor kan vi også udvide vores tilbud her på stedet til også at indbefatte udlejning til selskaber, barnedåb, konfirmation eller måske en pigeaften. Og alt hvad vi har herinde er hjemmelavet – vi bager selv og laver selv de små lækkerier som chokolade med lakrids og trøfler. Jo det er godt med dygtigt personale, når man ikke selv kan klare arbejdet”, siger Klaus.