Liga-debutanterne Randers HH har hentet den 24-årige målvogter Rasmus Bech hjem fra norsk eventyr.
Rasmus Bech har tidligere repræsenteret Jarl Arden og Aalborg Håndbold, men jagten på mere spilletid bragte ham til norske Halden og et særdeles succesrigt ophold med oprykning, deltagelse i slutspillet og en imponerende kåring som bedste målvogter i den norske Liga.
Nu glæder han sig til at møde udfordringerne i den danske liga.
”Efter mine år i Halden føler jeg mig nu klar til den danske liga,” siger Rasmus Bech, der tror på, at han og resten af Randers-mandskabet er klar til udfordringerne. ”Niveauet i den danske liga er ekstremt højt, og der er mange dygtige spillere, men vi skal nok få vore point,” lyder forsikringen fra Rasmus Bech.
Han beskriver sig selv som en stor og rolig målvogtertype, der er mere tænkende end udfarende og eksplosiv, og med sine 198 centimeter fylder han godt i målet.
HH-træner Jesper Holm glæder sig over, at der opstod en mulighed for at supplere målvogterteamet med en anderledes målvogtertype end de øvrige i truppen.
”Det er sådan en chance, der pludselig opstår, og så er det dejligt, at vi med ekstraordinær hjælp fra sponsorerne har mulighed for at slå til,” siger Jesper Holm.
Han ser størrelsen som en force hos sin nye målvogter sammen med en evne til at forudse skuddene.
”Han har en helt særlig attitude og udstråling og kan nærmest virke skræmmende på skytterne, og så kommer han hjem med en ordentlig bunke selvtillid fra Norge, hvor han har været en vigtig brik i Haldens oprykning og siden deltagelse i slutspillet,” lyder det forventningsfuldt fra Jesper Holm.
Han og resten mandskabet har godt tre uger tilbage af forberedelserne til Ligapremieren hjemme mod Bjerringbro-Silkeborg.